Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg et eller andet sted har en sympati for Venstre-umuliussen Jens Rhode. Og sympatien gælder hans store svaghed: Han kan ikke holde mund; han kan ikke lade være med at udtrykke, hvad han mener; og heller ikke lade være med at sige noget “rigtigt”, selv om det strider mod de officielle løgne i moderpartiet og regeringen. Senest har han, som nævnt, påpeget, at regeringen og et folketingsflertal sendte Danmark i krig i Irak med begrundelse i Saddam Husseins påståede besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Udtalelsen har generet Venstre-partiet voldsomt. Og Venstres anden enfant-terrible Søren Pind har blæst sagen mere op ved at kræve, at Rhode trak sin udmelding tilbage, hvilket han har nægtet. I dag får Rhode støtte fra socialdemokraten Mogens Lykketoft, der tørt påpeger, at Rhodes påstand dokumenteres af selve beslutningsforslaget for krigsdeltagelsen. Oven i købet forslagets allerførste linje…
I den politiske diskurs er det ofte tilfældet, at politikere tror, at en løgn bliver mere sand af at blive gentaget i det uendelige, men historien viser, at sandheden før eller siden kommer for en dag. Det gælder også i denne sag…