Jeg har aldrig været en spillernatur. Udsigten til den store gevinst har altid stået i skyggen af visheden om, at man med største sandsynlighed tabte indsatsen. Derfor har jeg også kun købt et skrabelod i mit liv, og fortrudt købet bagefter.
I min barndom deltog jeg dog i en slags spil. Jeg købte nu og da, når der var penge på lommen, såkaldte “lykkeposer” hos is- og slikudsalget “Isbjørnen” i Frodesgade. Isbjørnen var en rigtig slikbut, hvor man bl.a. kunne købe rigtige isvafler med kugler, lyserødt skum, flødeskum og geléklat på toppen.

Lykkeposerne var relativt store papirposer, hvide med farvetryk og skrift, der sikkert lovede “guld og grønne skove”. Og indeni var et blandet indhold af noget spiseligt – en lille, sej makron var tilbagevendende – og noget billigt legetøj af mærket “Hong Kong”. Som regel var det en lettere skuffende oplevelse, men der var dog et par opmuntringer. Som fx dengang, hvor der var en billig fyldepen. Spraglet og farvestrålende var den. Sikkert for at kompensere for den øvrige kvalitet. Men den virkede. Kunne fyldes med blæk, kunne skrive, klatte og det hele.

Måske grundlagde lykkeposerne mit forhold til spil?! Måske gav de mig også en forståelse af, at lykke ikke er gods eller guld? I hvert fald har jeg ikke opsøgt lykkeposer siden…


Happiness is a warm gun – bang, bang, shoot, shoot…