Der er efterhånden tradition i denne blog for at supplere Uffes indlæg på den ene eller anden måde. Og dagen i dag skal ikke være nogen undtagelse. I dag fortæller Uffe om sit morgenmøde med en gademusikant – eller Metromusikant måske snarere – der kløjs i Stan Getz‘ dejlige version af The Girl from Ipanema. Det fik mig til at tænke på mit eget had-kærlighedsforhold til gademusikanter.
Jeg har i princippet intet mod gademusikanter. Heller ikke mod, at de indsamler penge. Man skal jo leve, og det kan være en fin måde for unge mennesker at finansiere en Interrail-tur gennem Europa på. For eksempel. Og jeg har da haft gode, endog store, musikalske oplevelser med gademusikanter. Især husker jeg en ung amerikaner, der spillede på Clemens Bro for mange år siden. Med sin elektriske guitar, en lille forstærker og en fantastisk gode stemme spillede han egne og andres sange, og fra dag til dag voksede fanskaren. Ikke mindst den kvindelige. En stjerne i svøb.
I den anden ende af skalaen finder vi fx den gamle mand med det lille plastikklaver. Manden, der er en stor kraftig statur, iført lang frakke, hat og halstørklæde, dukker nu og da op på Strøget i århus eller på områder i nærheden, hvor han står fuldstændig udtryksløs, kigger frem for sig med tomme øjne og “spiller” på sit klaver. Det vil sige: der er hverken en genkendelig melodi eller rytme i hans udladninger. Der er heller ikke noget, der blot antydningsvis minder om improvisationsmusik. Der kommer blot en række lyde – eller mislyde. Det minder mest af alt om et mindreårigt barn, der kaster sig over et legetøjsinstrument, som bedsteforældrene har givet det i misforstået kærlighed. Der er hverken hoved, hale eller idé i foretagendet. Og jeg tror heller ikke, at det er meningen. Foran sig har han den obligatoriske indsamlingsbøsse (hat, skål, kaffekande eller andet). Når jeg møder ham, kan jeg ikke nære mig for at kigge ned i bøssen for at se, om der skulle være nogen, der har ladet et par kroner falde. Og det er der – hver gang. Jeg forestiller mig, at det da ikke kan være som anerkendelse for den kunstneriske præstation, for så umusikalske kan folk vel ikke være. Det må være et forsøg på at slippe af med ham. Men det virker åbenbart ikke. Han fortsætter med stoisk ro eller nok snarere fuldstændig ligeglad med at “terrorisere” forbipasserende med sit pibeværk. Det handler nok ikke om musik, men om noget helt andet. Måske er han blot en desperat pensionist!? Måske er det en form for protest mod tingenes tilstand!? Mod livets absurditet!? Måske en særlig kryptisk kommunikation med de højre magter!? Hvem ved!?
Som sagt, jeg har ikke noget mod gademusikanter, sådan principielt. Bare de kan spille…

PS. Jeg skal huske at sætte feed-back-linket til sidst i teksten, ellers citeres hele indlægget i den anden blog…