Efter en tur i flippermaskinen med Their Satanic Majesties Request udsendte The Rolling Stones i 1968 R&B-mesterværket Beggars Banquet. En plade med nosser i, og derfor var det helt i overensstemmelse med den usminkede r&b, at coveret var et foto fra et grafitti-overdænget lokum. Det var – selvfølgelig – for meget for det “pæne”, engelske pladeselskab Decca, og Stones måtte udsætte udgivelsen nogle måneder, inden Jagger og Co. accepterede at publicere pladen med et nydeligt hvidt postkort-cover… Det nye, næsten hvide cover gav også anledning til lidt ballade, fordi det lignede The Beatles White Album, og Stones måtte høre for, at det efterlignede konkurrenterne. Sådan går det, når man indgår kompromisser…
Det oprindelige cover er dog kommet til hæder og værdighed med cd-udgivelsen af pladen. Så man kan sige, at historien for en gangs skyld udøvede retfærdighed.
Pladen blev en succes, både hos kritikerne og publikum. Og den figurerer på mange af de der lister, der er lavet over albums, man ikke må undgå at lytte til. Og det er forståeligt, for Stones viser på pladen, hvad de er bedst til: at spille Richard/Jagger-kompositioner, der står med begge ben solidt plantet i den R&B-tradition, de begyndte med og altid har følt sig hjemme i. Hver gang de er vendt tilbage til deres rødder, har de lavet noget, der rager op over dyndet.