På arbejdet havde en eller anden pillet ved en radio, så den ikke længere kørte på den ulidelige muzak-station (Novo, 100 FM eller lignende), men på et dybt nostalgisk program og tonerne til P. P. Arnolds The First Cut Is The Deepest lød gennem snak og anden arbejdsrelateret støj…
Amerikanske Patricia Ann Cole Arnold kom fra en familie, der sang gospel, og ret tidligt blev hun indlemmet i Ike & Tina Turners iøjne- og iørefaldende danse- og vokalgruppe The Ikettes. På turné med Ikettes kom hun til England, hvor Ike & Tina Turner var opvarmning for The Rolling Stones, og Mick Jagger spottede den talentfulde P. P. Arnold og fik lokket sin manager, Andrew Log Oldham, til at skrive en kontrakt med pigebarnet. Det blev starten på Arnold engelske succeseventyr i tresserne, hvor hun på Oldhams Immediate Records lavede en række populære plader, blandt andet The Time Has Come,” “(If You Think) You’re Groovy,” “Angel in the Morning og så Cat Stevens-sangen “The First Cut” (1967). Hun arbejde tæt sammen med The Small Faces, der både skrev sange til hende og leverede backing på hendes plader. Derud over optrådte hun i sammenhæng med Jimi Hendrix, The Who, The Kinks, Blind Faith, David Bowie og en række andre af tidens store navne.
I midten af halvfjerdserne forlod hun England igen. Vist nok, fordi hun ikke kunne finde et ståsted i tidens nye lyd. Efter et par år trak hun sig for en længere periode ud af rampelyset, fordi hendes datter var omkommet ved et trafikuheld. Siden er hun dog vent tilbage – også til England – men har især virket som backingsangerinde (fx for Steel Pulse, Ian Dury & the Blockheads og Roger Waters) og i tv. I 2007 udsendte hun dog albummet Five in the Morning; det første i mange år.
Som nævnt er The First Cut skrevet af Cat Stevens; og sangen er blevet fortolket af mange kunstnere, siden P. P. Arnold gjorde den berømt. Cat Stevens har selvfølgelig selv sunget den. Charmetrolden Rod Stewart har selvfølgelig gjort det (til publikums udelte begejstring, se selv!). Duffy har gjort det; og det er jo oplagt. Og Sheryl Crow. Jo, det er en slidstærk popballade, der sidder lige i øret…