Berlin – rejseindtryk 3

Author:

Selv om jeg er bloggolog, bloggoman osv. og i det hele taget bruger (for megen) tid på internettet og computer, så har jeg en rigtig arkaisk svaghed: Jeg elsker fyldepenne! Og lidenskaben er faktisk vokset proportionalt med min – til dels professionelt betingede – øgede beskæftigelse med de digitale medier. Faktisk købte jeg min første Cross-fyldepen i 1995 og min første Mont Blanc Meisterstück i 1999. Men glæden ved dette i og for sig simple skriveværktøj, der jo blot (!) er en forfinet udgave af en gåsefjer og et blækhus, begyndte helt tilbage i folkeskolen, hvor vi var tvangsindlagt til at skrive stil med blæk. Her fik jeg de første klattende fyldepenne, inden jeg blev velsignet med eksemplarer af den billige, men gode, tyske Pelikan-fyldepen. Siden har jeg haft mange fornøjelige stunder med klatpapir og blæk på fingrene.
Noget af det bedste jeg vidste, da jeg var dreng, var at komme med min far ned på hans arbejsplads DFDS’ skibe i Esbjerg havn og få lov til at sidde ved hans fine skrivebord med fyldepen, retouchervæsker (i to små glasflasker med indbyggede glaspipetter med gummitut) og trækpapir, der var monteret på en halvmåneformet trækklods med håndtag. Her blev de første udflugter i skriveriets forunderlige verden gjort, medens timerne forsvandt umærkeligt som dampene fra retoucherkemikalierne…
Disse indledende nostalgiske bemærkninger fører mig frem til en nærmest euforisk oplevelse på min Berlin-tur. Torsdag eftermiddag efter en godt og vel syv timer lang togrejse med Europa-ekspressen mod Prag og en halv times hvil på hotellet befandt jeg mig pludselig på en af de øvre etager af et meget stort varehus, som jeg skal vende tilbage til en anden god gang. På denne etage var der en meget stor afdeling med papirvarer og skriveværktøj. Pludselig stod jeg blandt den ene montre efter den anden med så mange fyldepenne, som jeg kun har kunnet drømme om. De var der – tror jeg nok, for en realitetstest blev det ikke til – alle sammen. Alle de kendte mærker i alle varianter. Plus diverse tilbehør: papirknive, proptrækkere, tasker, manchetknapper osv. osv. Jeg var kommet til et paradis for grafomaner. Fryd.
Meisterstück

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *