Det er i år fyrreåret for udsendelsen af Beatles dobbeltalbum med titlen “The Beatles” og hurtigt omdøbt til The White Album – på grund af popart-kunstneren Richard Hamiltons idé med et hvidt cover med kun gruppenavnet og et serienummer på forsiden. Der er sagt og skrevet meget om dette værk, og det har altid været et af mine yndlingsværker fra gruppen. En blandet landhandel (eller overflødighedshorn) af ballader, rocknumre, lydkollager, der på et tidspunkt, hvor gruppens fire medlemmer var ved at glide fra hinanden, viste spændvidden i gruppens musikalske udtryk og de enkelte medlemmers talenter som sangskrivere og musikere.
Musiktidsskriftet Mojo har ladet en række unge kunstnere genfortolke værket fordelt på to cd’er (i hhv. september- og oktobernummeret). Ikke just en original idé, men ikke desto mindre interessant. I hvert fald for en gammel Beatlemaniker som capac, der selvfølgelig ikke kunne lade være med at investere i det just udkomne oktobernummer, hvor cd’en dækker dobbeltalbummet side 3 og 4.
Hvad er det nu lige, man kan forvente af ny versioner af gamle kendte numre? Enten loyale udgaver (à la de mange kopibands) eller dristige fortolkninger, der vover pelsen og forsøger at lægge nyt til det gamle?! På den aktuelle udgivelser lander kunstnerne nok et sted lige midt imellem stolene. Med et par undtagelser.
The Ruby Suns With Esau Mwamwaya afrikaniserer helt rockeren “Birthday”. Næsten til ukendelighed. Det er faktisk ret pudsigt. Og slet ikke så tosset.
Eugine Mgguinness prøver kræfter med John Lennons frenetiske, desperate udgave af “Yer Blues”, sætter tempoet ned og gør den til en meget mere følsom og ufarlig popsang. Jeg fik straks en ustyrligt trang til at høre originalen for fuld volumenskrue. Tag det som en anbefaling eller det modsatte…
Neville Skelly leverer en fersk, 100% loyal, akustisk udgave af den smukke “Mother Nature’s Son!. Han synger lige ud ad landevejen og slipper godt fra sin enkle tilgang til sangen.
My Brightes Diamond har kastet sig over en anden rocker, “Everybody’s Got Something To Hide Except Me And My Monkey”. De leverer en ganske loyal udgave, men taber fuldstændig gal- og vildskaben i nummeret på gulvet. Det er for pænt… Beatles som indiepop uden kant.
Til gengæld er Rachel Unthank & The Wintersets naive, vemodige, loyale versionering af balladen “Sexy Sadie” charmerende og indtagende i sit enkle arrangement med violin, klaver og papkassetrommelyd.
Derwood Andrews slipper også godt fra sin banjodrevne countryrock-udgave af den frygtindgydende hardrockklassiker “Helter Skelter”. Slet ikke så tosset.
Lidt à la Rachel Unthank forvandler Gemma Ray George Harrisons “Long, Long , Long” til smånaivistisk pigepop med uh-uh-uh-pigekor i baggrunden. Sødt, charmant, og jeg tror George ville kunne lide det…
De mest “kontroversielle” udgaver en Neil Cowley Trios jazz-udgaver af “Revolution 1 & 9”. Det er der kommet to fine stykker jazz-improvisation ud af – selv om man næsten helt glemmer, hvor inspirationen kom fra…
A Cookoo lader loyaliteten styre i udgaven af swingnummeret “Honey Pie” og lader fornyelsen ligge i en meget tilbagelænet, meget kælen fremførelse af sangen. Absolut et værdigt forsøg.
Pete Greenwood gør “Savoy Truffle” til et stykke genuin, engelsk folk med mindelser om halvfjerdserne, og Jacob Golden gør noget tilsvarende med “Cry Baby Cry”. Pæne, velfriserede udgaver uden kant. Bestået, men heller ikke mere.
Sarabeth Tucek udsætter Ringos charmerende udgave “Goodnight” for ung-pige-med-akustisk-guitar(-og piano)-traktering. Sådan ville det nok lyde, hvis man hørte det fra vinduet en kærlighedsramt ung piges kvistværelse… Det er næsten for meget. Ringo, hvor er du?
Som bonus får man Paul Wellers fortolkningen af “Sexy Sadie”. Den er udmærket og loyal. Men lægger ikke en alen til originalen.
Alt i alt er Mojo sluppet ret godt fra projektet. I hvert fald anden del. Jeg må hellere se at få fat i den første.

Lyt med her
A