Siden jeg var en bette knægt i korte bukser og med skrammer på knæene har jeg været begejstret for King Kong. Fortællingen om den voldsomme, utæmmede, maskuline naturkraft, der transporteres ind i civilisationens centrum, metropolen for at møde sin skæbne – ikke i form af kampfly og soldater – men kvindelig skønhed er blevet fortalt flere gange.
Første gang i klassikeren fra 1933, som stadigvæk besidder en i mere end en forstand primitiv fascinationskraft, og sidst i Peter Jacksons mildest talt skuffende og ufrivilligt komiske udgave fra 2005. John Guillermins udgave fra 1976 fik smæk, da den kom frem, men er langt bedre end sit kritikerrygte. Og langt bedre end Peter Jacksons. Ikke mindst i kraft af Jessica Langes gestaltning af Kongs dragende kvindelige modstykke. Ikke noget at sige til, at Kong kravler op i sit falliske højhus med hende…
Med lidt god vilje kan man fortolke historien som det maskulines skæbne i den moderne verden. Den maskuline naturs undergang gennem sin egen drift.
Jeg har altid holdt med Kong og syntes, at det var synd han skulle lide en krank skæbne på toppen af en skyskraber…
I dag fandt jeg udgaven til 25 kroner i en lokal medieshop. Wroaar…