Lad os bare erkende det i disse digitaliseringstider, hvor cd’en er truet: Den rigtige musikoplevelse er i koncertsituationen. Hér hvor kunstnerne fortolker deres egne sange. Der er intet, der overgår det. Vi ser her bort fra, at det også mis-lykkes nu og da… Det nærmeste vi kommer koncerten i levende live er live-albums, hvor live-acten er kommet “på dåse”. Og det er også godt, når man nu skal undvære kunstnerens optræden. Og en af mine all-time-favoritter inden for live-album-genren er Lou Reeds Rock’n Roll Animal fra 1974. Med de eminente rock-guitarister Dick Wagner og Steve Hunter i front Ray Coclcrod på tangenter og en solid rytmebacking af bassisten Prakash John og trommeslageren Pentti Glan fører Reed lytteren gennem en håndfuld Velvet Underground-sange, der nyfortolkes med en indsprøjtning heavy glam-rock med tryk på rock. Så vidt jeg husker stod Velvet Underground-purister af over for, hvad de opfattede som Reeds helligbrøde. Sådan kunne man ikke maltraktere Velvet Underground-sangskatten…
Velvet Underground skrabede udtryk er erstattet af en saftig rock-performance, hvor der er plads til imponerende, flot svungne guitar- og bass-soli, og sangene leveres i et vildt medrivende tempo, der rykker og flår i lytteren, så man får lyst til at rende rundt og råbe – højt. Albummet blev genudgivet som cd i 2000 med forbedret lydkvalitet og to ekstranumre. Anbefales varmt, hvis man vil ruskes lidt igennem…
Fra nogenlunde samme periode: