Da jeg forleden var inde at se “Love Guru” med dens klare referencer til tressernes og halvfjerdsernes interesse for østlig filosofi, religion og mystik kom jeg til at tænke på de indiske musikalske inspirationer, der tilflød vestlig musik i samme tidsrum. Ikke mindst efter at The Beatles – med George Harrison som drivkraft – tog Indien til sig som inspirationskilde. Der kom blandt andet nogle albums med indisk inspireret popmusik. Desværre har jeg endnu ikke kunnet genopdrive noget af det. Men det kommer måske…
Og i kølvandet på jazz-rock-bølgen opstod foretagendet Shakti med den virtuose engelske John McLaughlin i spidsen for et hold fremragende indiske musikere: L. Shankar på indisk violin, Zakir Hussain på tabla, R. Raghavan på Mridangam (en slags tromme) og T. H. Vinayakram på Ghatam (også et perkussioninstrument). Gruppen blev dannet, da McLaughlin havde forladt det succesfulde jazz-rock-fusionsband Mahavishnu Orcherstra.
Min interesse for fusionsrocken havde sine begrænsninger. Der var nogle steder en tendens til at instrumentel virtuositet udviklede sig til regulær præstationsræs og udvendig praleri. Hvem kan spille hurtigst og i den dur. Men der kom også megen lytteværdig musik ud af det.
Shakti blev jeg grebet af. Her kom virtuositeten virkelig i højsædet i et frugtbart samspil mellem indisk ragatradition og vestlig rytmisk musik. Shakti fik – i første ombæring – indspillet tre albums, der alle kan fås på cd: Shakti with John McLaughlin (1975), A Handful Of Beauty (1976) og Natural Elements (1977). Fascinerende musik, der passer fint til sådan en sensommer-efterårs-agtig dag…