Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg savner provoerne. Både dem, der kaldte sig sådan – og herhjemme var repræsenteret af blandt andre Ole Grünbaum – og de andre, fx de situationistiske kunstnere Jens Jørgen Thorsen, Jørgen Nash, Hardy Strid m.fl. Folk, der kunne slå i den kulturelle bolledej og forarge den borgerlige establishment. Der er alt for få af den slags nu til dags, hvor der er mere brug for dem end nogensinde før.

Der er dog undtagelser, fx Jørgen Leth, der alene med sin livsførelse provokerer… I dag kunne jeg læse en opmuntrende historie om Jørgen Nash. En historie om, hvordan han tog det bestående samfund ved næsen med sin allersidste handling. Efter sin død blev Nash kremeret og hans aske blev gravet ned i jorden omkring et kirsebærtræ ved kunstnerkollektivet Drakabyggets lokalitet. På kirkegården i Örkelljunga, hvor Nashs jordiske rester egentlig skulle ligge i en urne, er der en urne med aske fra brændeovnen i Drakabygget… Læs historien her. Meget morsom.