Det er snart længe siden, bloggen har beskæftiget sig med sangerinden Amy Winehouse. Det betyder dog ikke, at hun er forsvundet ud af opmærksomhedens felt, for der går næppe en uge, hvor hun ikke bliver omtalt i medier for sit “skandaløse” liv med stoffer, druk og dårlig opførsel. I dagens udgave af tante Berlinger skriver Line Holm Nielsen en slags nekrolog. Ikke over Amy, men over sex-drugs-booze-and-rock’n-roll-myten.
Amy Winehouse runder de 25 år i dag, og Nielsens pointe er, at den omtalte myte aldrig tidligere er blevet udstillet i medier med så stor grad af konsekvens og detalje. Myten blive udstillet i al dens gru og spektakulære gossip-skamløshed.
Det er da også sikkert, at frk. Winehouse reelt er i fare for at følge i fodsporene på Jim Morrison og alle de andre for tidligt afdøde rockstjerner. Hendes sidste koncerter har nærmest haft katastofal karakter og har udstillet den talentfulde kunstner som et ynkeligt offer for sin egen “livsstil”. Og man behøver ikke at være psykolog for at se, hvordan det nemt kan ende.
Holm griber til psykologiseringen. Hvad er årsagen? Og finder den i hendes forhold til den nuværende ægtemand, der forlod hende til fordel for konen, men siden vendte tilbage for at holde hendes narko-sprøjte for hende… Et stykke journalistisk, individualiserende lommepsykologi, der hverken er særlig overbevisende eller særlig relevant. Man behøver vel ikke at have haft en dårlig barndom eller uheldige kærlighedsoplevelser for at gå i hundene i denne verden? Antallet af alkohol- og stofmisbrugere i den vestlige verden er eksorbitant stort, selvmordsraten ligeså, og noget tyder på, at vi har svært ved at finde “meningen” i en sekulariseret verden, hvor de eneste konstante “værdier” synes at være forbrug, arbejde og penge…
En række notabiliteter med pirat-gonzoen Keith Richard har været fremme og udtrykke bekymring for Amy. Sikkert velment af Richard og de andre, der har været igennem myten og er kommet ud på den anden side.
Holm mener, at den romantiske rockmyte får et skud for boven, fordi Amys nedtur udstilles i al den ulækre og frastødende detaljerigdom. Men jeg tror, Holm tager helt fejl. Det er en alt for oplagt konklusion. Jeg tror snarere, at Amys historie vil puste liv i den slumrende myte. Engang var rocken et sted, hvor ungdommelig raseri, vrede, desperation, lidenskab og oprør blev kanaliseret ud. Et sted, hvor den altid følsomme ungdom fik udtryk for sit kulturelle ubehag – og myterne om Morrison, Joplin, Elvis og så videre handlede om dem, der levede en alternativ livsstil ud eller blev offer for det etablerede samfunds regler og normer. Siden blev rocken i den grad indfanget af en musik- og medieindustri, at den for en stor del blev reduceret til harmløs underholdning, hvor selv oprørsattituderne blev til sælgende iscenesættelser uden indhold. Men rocken har aldrig været til at holde ned i kommerciel harmløshed. Punken viste det. Og undertiden dukker der stjerner op, der med deres utilpassede “livsstil” minder om, hvad rocken er gjort af…

Eddie Cochran – Summertime Blues