Selv om David Bowie blev betragtet som en kamæleon, der lod sin sceniske identitet og sit køn skifte farve og changere efter omgivelserne, så blev det taget ham ilde op, at han efter Diamond Dogs foretog et markant stilskifte og lavede albummet “Young Americans” (1975). Et hamskifte, hvor Bowie smed Ziggy Stardust-figuren på porten og sprang ud som hvid fortolker af soulmusik, Philidelphia Soul. Selv om en del puristiske fans stod af, så blev albummet et solidt hit, og singleudspillet “Fame”, der blev skrevet sammen med en anden elsker af amerikansk soul – John Lennon, blev Bowies første nr. 1 hit i USA. Større anerkendelse kan man vel ikke tænke sig for en plade, som Bowie selv beskedent kaldte for “plastik soul”…
I modsætning til fx Roxy Musics overgang fra art-rock til pop med “Avalon”, kan man dårligt tale om kunstnerisk “udsalg” i Bowies eksempel. Bowie har altid stået for forvandlingen og den bevidste iscenesættelse. Det understregede han, da han kort tid efter begyndte på sin berømte Berlin-trilogi. “Young Americans” er endnu en iscenesættelse, hvor “Bowie” påtager sin en rolle som den elegante, hvide fortolker af soul. Helt ud i det smagfuldt iscenesatte cover, hvor Bowie citerer den lækre, sofistikerede Philly-souls æstetik…
Efter min mening behøver Bowie ikke at være beskeden i forhold til den rigtige soul. Det er et medrivende, dansant, swingende og ekstremt velloplagt album, der giver baghjul til megen af den dovne soul-musik, der kom på samme tid og er kommet siden hen… Bør findes i enhver Bowie-fans samling.
David Bowie – young americans – the dick cavett show newyork