Indtil den dag, hvor republikanernes præsidentkandidat John McCain valgte Sarah Palin til sin vice-præsident-kandidat, havde jeg en god fornemmelse i maven med hensyn til Obamas vinderchancer. Nu er fornemmelsen afløst af et ubehag. Den slags ubehag, der opstår, når man fornemmer, at udviklingen kan tage en ubehagelig drejning.
Som Danmarks Radio-kyndige medarbejder i P1 slog fast, så drejer den amerikanske valgkamp sig meget lidt om politik. Og rigtig meget om personer. Og den relativt ukendte Sarah Palin, som de semi-intellektuelle, venstresnoede mediefolk, gør grin med og kalder en “sexet bibliotekar”, har på det nærmeste stjålet billedet fra ikke bare Obama men også John McCain…

Som bekendt er dårlig omtale bedre end slet ingen omtale. Og historierne om den på mange måder ubefarne politiker fra Alaska med en gravid teenagedatter, spritkørselsdømt ægtemand, kærlighed til skydevåben osv. er ikke nødvendigvis noget, der skader hendes gennemslagskraft til den højreorienterede vælgere. Ikke mindst de kvindelige vælgere. Og hvem ved, hvad de kan få deres mænd til at stemme på!?

Man skal heller ikke undervurdere det forhold, at hun ser godt ud (her er ikke noget Hillary Clinton-kone-look, selv om Palin er mor til fem børn…) og faktisk har retorisk gennemslagskraft, som McCain må misunde hende.
Om McCain har skudt sig selv i foden ved at udnævne hende eller måske har givet sig selv og sin kampagne en løftestang, vil jeg ikke dømme om. Men jeg har som sagt en ubehagelig fornemmelse af, at Palin kan få et godt tag i de mange konservative amerikanere – og det kan blive en reel trussel for håbets kandidat, Barrack Obama.