Helen Mirren er – i min begrebsverden – en af de store engelske skuespillerinder, der altid kan gøre en forskel i en film. Altid en nydelse af se på, hvad enten hun spiller kriminalkommisær eller den engelske dronning. Og så er hun en dame, der ikke går af vejen for at slå i bolledejen. Der er lidt Fay Weldonsk uregerlighed og provokatør i hende. Hun er ikke bleg for at tale den politiske korrekthed midt imod. Og det kan capac godt lide. Senest har hun fået feminister og anti-voldtægts-aktivister på nakken, fordi hun har tilladt sig at problematisere fænomenet date-rape, altså det forhold, at en person (en mand som oftest) får gennemført en seksuel handling imod den anden persons (oftes en kvinde) udtrykkelige accept (så er det vist formuleret nogenlunde diplomatisk…). Mirren slår fast, at der er tale om voldtægt, når den første person ikke respekterer et nej. Så vidt så godt. Det er jo den tilbagevendende, indiskutable sandhed: Et nej er et nej. Og dog.. For det er her Helen Mirren sætter ind med sin problematisering. For virkeligheden er ikke sort/hvid. Den er ikke bare ja/nej. Og i hvert fald ikke den seksuelle virkelighed. Hvad Mirren opponere mod er, at voldtægtsmændene i date-rapes kan retsforfølges. Hvis fx en kvinde følger med en mand hjem i hans soveværelse efter en god aften i byen og en nej bliver taget for et ja i den seksuelle nærkamps hede, så mener Mirren, at man – dvs. kvinden – ikke kan gøre en retssag ud af det. Hun udtaler: “Jeg mener ikke, at hun kan bringe en mand for retten under de omstændigheder. Jeg synes, det er tale om et af de mere subtile områder i forholdet mellem mænd og kvinder som de selv må forhandle sig frem til en løsning på”. Og Dame Mirren taler af erfaring og fortæller om dengang hun ung og naiv flyttede til storbyen og blev udsat for mænd, der pressede sig til samleje uden hendes samtykke.
Som sagt er Mirrens udtalelse blev mødt med protester. Man hævder blandt andet, at hun giver næring til fordommen om ‘at kvinder selv er ude om det’, når date-rape forekommer. Men Mirren benægter netop ikke, at der er tale om voldtægt. Hun problematiserer blot det forhold, at der er tale om en speciel situation, hvor retsvæsenet kommer til kort. To mennesker mødes og noget seksuelt opstår, selv om den ene ikke vil gå hele vejen. Der er ingen vidner. Kun de to. Det er ubehageligt, at det sker. Men det sker, selv om det ikke er retfærdigt. Men ikke alle menneskelige relationer kan reguleres af juridisk vej. Nogle gange må vi tænke os om og snakke os ud af det…