Det er svært at omtale Roxy Musics debutalbum uden også at komme ind på deres “svære nummer to”, For your Pleasure fra 1973. Pladen – med Bryan Ferrys daværende modelkæreste som blikfang på coveret – blev den sidste med Brian Eno ved syntheziserne og lydmanipulationerne. Eno og Ferry kunne vist ikke rigtig enes om, hvilke musikalske veje Roxy Music skulle forfølge. Det er også det album, hvor bandet startede et frugtbart samarbejde med produceren Chris Thomas, og da musikerne og produceren havde mere tid til at lave denne plade end debutskiven, så blev den endelige resultat – på godt og ondt – mere poleret og forfinet i udtrykket end den første. Det vilde, eklektiske udtryk på debutpladen – som capac synes er herligt og fascinerende – er blevet afløst af et mere diskret, inspireret album, hvor bandet for alvor træder i karakter som som Roxy Music. Det er som om nogle af intensionerne med bandet er faldet på plads. Indledningsnummeret “Do the Strand” betragtes da også af mange som essensen af, hvad Roxy Music stod for.
Albummet udmærker sig – ud over en række meget forskellige Ferry-sange af høj kvalitet – også ved, at de medvirkende musikere – Andy Mackay, Phil Manzanera og Eno – får lov til at udfolde sig i medrivende soloer på deres respektive instrumenter. Produktionen er ikke mere stram, end at der er plads til, at de musikalske egoer får tid til at udfolde sig. Pladen gjorde sig godt på de engelske hitlister og var med til at cementere Roxys status som et af de helt store art-rock-bands i perioden. Og så blev den indlemmet i Rolling Stones top 500 – modsat debuten…