Siden tresserne har fænomenet cover-albums ofte været betragtet som venstrehåndsarbejder, fordi forventningen om nyt og originalt materiale har hængt over kunsterne som en tung dyne. Og det er synd og skam. For kunsten at fortolke andres sange er kilde til store musikalske oplevelser. Undertiden overgår coverversionerne endda originalerne.
Samme år som Bryan Ferry udsendte sin These Foolish Things med en række fine coverversioner, gjorde David Bowie det samme med Pin-Ups, hvor han tog en række af sine egne favoritter fra tresserne og gav dem sit eget glamourøse touch. Her finder man en kongenial fortolkning af Pretty Things debutsingle “Rosalyn” sammen med Thems “Here comes the Night”, Yardbirds “I wish you would”, Pink Floyds “See Emily Play”, The Mojos “Everything’s Alright”, The Whos “I Can’t Explain” og “Anyway, Anyhow, Anywhere”, Easybeats uopslidelige “Friday on my Mind”, The McCoys “Sorrow”, Pretty Things “Don’t bring me down”, Yardbirds “Shape of Things” og The Kinks “Where Have All The Good Times Gone” fra Kinks Kontroversy. En skønsom blanding af favoritter, der både omfatter kendte og knap så kendte sange. Men alle med indlysende kvaliteter, der fremhæves af Bowies kærlige, loyale, men også meget Bowiske fortolkninger. Albummet regnes nok ikke for en af Bowies hovedværker – men på min pladehylde har den en hædersplads. årgangs-Bowie.
PS. På en senere udgave er der tilføjet to ekstranumre: Bruce Springsteens “Growing Up” og Jacques Brels “Amsterdam”.