Igen kom jeg forbi hende den unge, afklædte dame i køleskabet – The Party Maker. Og det slog mig, at alle den legale billedpornografis fortræffeligheder og reklameublufærdighedens anmassende æstetik ufortalt – så mangler der noget. Noget, som gamle dages pin-up-piger havde. Selv om budskabet i bund og grund vel er det samme, så var udtrykket noget helt andet. Hos pin-upperne var sex-appealen iscenesat med alskens æstetiske og underfundige finurligheder. Antydningens kunst var i højsædet. Det samme var det grafiske udtryk. Ikke noget med bare at smække kødet op i fjæset på de arme mandfolk, der er styret af deres blikke… Selv om idéen med fotograferede pigemodeller går langt tilbage i tiden, så var det omkring Anden Verdenskrig – nærmere bestemt 1941 – at selve fænomenet “pin-up” dukkede op. Soldaternes behov for noget kønt at kigge på, nye masseproduktionsmetoder m.m. gjorde det muligt at se pin-upperne alle mulige steder, lige fra snuderne på bombemaskinerne, på bagsiden af soldaternes garderobeskabe og til de mange magasiner, der blev trykt.
Med pornobølgen forsvandt meget af denne uskyldige-skyldige underholdning og blev forvist til nogle anakronistiske og nostalgiske dyrkere i magasinverden og samlere af gamle posters og post-kort…
Og – jeg behøver vel ikke at tilføje – at jeg godt kunne ønske mig, at noget af den tids æstetisk og smagfuldhed vendte tilbage i reklamerne og i øvrigt…