Frøkenen er modstræbende begyndt på gymnasiet. Det er svært både at være i pubertetens vildrede og så holde fast i noget, der kunne ligne en fremtid. Lettere bliver det ikke af, at man pludselig har 28 nye kammerater. Det er mange. For den enkelte student og for lærerne. Hvordan mon bedrive undervisningsdifferentiering med så mange? Men hun er såmæn heldig, pigebarnet, for i andre dele af landet er kvotienten højere. Helt oppe på 33-35, har jeg hørt. Derfor er det da glædeligt at læse, at socialdemokraten Christine Antorini vil have lavet et loft over klassekvotientens størrelse. ‘Vi er nødt til at lave et loft. Ellers vil vi se et øget frafald og færre unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse’, argumenterer Antorini. Og det er da også et relevant argument, idet begge problemer er regeringens problemer. Den vil både reducere frafaldet på uddannelserne og – inden 2015 – have mere end 90% af en ungdomsårgang igennem en ungdomsuddannelse.
Antorini vil derfor have Bertel Haarder i samråd, som det hedder på Christiansborgsk.
Men spørgsmålet er, om man bare kan lave et loft uden samtidig at se på de økonomiske realiteter. For ikke længe siden fik gymnasierne indført det såkaldte taxametersystem, der indebærer en aflønning efter gennemførelsesgraden. Jo flere studenter, der kommer gennem de tre år, jo flere penge i kassen. Og omvendt… Derfor giver det god mening, når gymnasierne forsøger at gardere sig økonomisk ved at tage rigeligt med studenter ind. Fordi man altid må kalkulere med et vist frafald. 10% er ikke unormalt. Hvis man sætter et loft over klassekvotienten risikerer man at forringe gymnasiernes økonomi – og kommer dermed til at forringe uddannelsen. Hvilket så igen kan betyde yderlige frafald og så videre… Follow the Money, Antorini. Det var bare det, jeg ville sige.