I dag købte jeg Liliana Cavanis skandaleombruste film Il Portiere di Notte (Natportieren) på dvd. Den har Dirk Bogarde og Charlotte Rampling i hovedrollerne. Og begge hører med til mine skuespillerfavoritter. Der er ingen som dem. Filmen er ikke en af dem, der egner sig til en hyggeaften i familiens skød med flødeskumskager og kaffe til. Filmen er i ordets egentligste forstand skandaløs, fordi den som visse pornofilm og B-film (Hun-ulven Ilse m.fl.) tematiserer seksuelle lysters – sado-masokistiske lysters – grænseoverskridende tendenser i en Holocaust- og Nazi-kontekst. Den er modbydelig, for den byder en imod – moralsk, emotionelt, men ikke nødvendigvis intellektuelt. Tematisk kan den minde om en anden kontroversiel italiensk film: Pier Paolo Pasolinis Salo eller de 120 dage i Sodoma. Det er begge film, der deler deres publikum i to lejre. Det er kunstfilm, der ikke kan ses med underholdningsbrillerne på. Nødvendige film, der minder os om, at driftslivet ikke altid lader sig opløse restløs i politisk korrekt handlen eller selvgod moralisme. En god modgift mod nutidens nypuritanske, moralske tankekorsetter.