For ikke så længe siden var der en mindre diskussion i bloggen vedrørende Roxy Musics pophovedværk Avalon. Overgangen fra progressiv, eksperimenterende art-rock til strømlinet pop kan være svær at sluge, hvis man ikke justerer sine forventninger. En lignende udvikling (eller om man vil: afvikling) kunne man følge hos det engelske band Genesis. Op gennem halvfjerdserne var bandet et progressivt art-rock-band med Peter Gabriel som vigtig drivkraft. I firserne ændredes stilen – på plader som Duke, Abacab, Genesis og Invisible Touch – til velproduceret, glat, melodiøs poprock med stor succes. I disse dage udsender retro-pladeselskabet Rhino en boks med de tidlige plader – Trespass, Nursery Cryme, Foxtrott, Selling England by the Pound og The Lamb lies down on Broadway – fra perioden 1970 til 1975. Det var den periode, hvor Gabriel var med. Han forlod bandet i kølvandet på det ambitiøse dobbeltalbum The Lamb lies down on Broadway, hvis tilblivelse havde eksponeret bandmedlemmernes indbyrdes musikalske forskelligheder og interesser. Bruddet skete omkring 1975-76 efter en lang turné med musikken fra dobbelalbummet.
Efter nogen indbyrdes diskussion blev det så Phil Collins, der overtog rollen som forsanger og potentiel leder af gruppen. Overgangen til mere poporienteret rock skete ikke i et hug, men tendensen kan følges på pladerne A Trick of the Tail, Wind & Wuthering og And Then There Were Three.. Den endelige overgang skete med albummet Duke, der blev til nogenlunde samtidig med Phil Collins’ solodebut, Face Value (1981).
Udefra kan det se ud som et kunstnerisk “udsalg”, men det handler måske dybest set om, at forskellige musikerkonstellationer resulterer i forskellige musikalske udtryk. Gabriel var – og er – om nogen den musikalsk søgende og innovative i den sammenhæng. Det vidner hans soloarbejder om. Collins derimod er til kvalitetspop. Og det ene behøver ikke at udelukke det andet….

The Lamb Lies Down on Broadway Live