Hvis ikke jeg tager meget fejl (og har overset et af de ord fra det angelsaksiske sprogområde som er smuttet ind i nutidens ordbog – og ikke med min vilje), så findes ordet “procrastination” ikke på dansk. I hvert fald kun, når nogen trækker det ind for at forholde sig til det fænomen, ordet henviser til. Nemlig, som ordets latinske etymologi forklarer, det forhold, at man ‘udsætter til i morgen” (prōcrāstinātiō og prōcrāstināre). En adfærd, som de fleste nok kender til! (lovist skal jeg klippe plænen, men det kan vist godt vente til i morgen…).

Og lidt granskning på søgemaskinen afslører, at ordet, der daterer sig tilbage til 1500-tallet, især behandles som en adfærd, der henhører under psykologien og adfærdsforskningen. Selv Harvard har en side om fænomenet. Og jo mere jeg læser om procrastination, så overbevises jeg om, at fænomenet udgør et problem – psykologisk eller adfærdsmæssigt. Noget, man bør forholde sig til – enten ændre eller i det mindste anstrenge sig for at gøre til en meningsfuld handling. Og så slår det mig, at forklaringen på denne forståelsesvinkel selvfølgelig siger en masse om den virkelighed, vi lever i. At der ligger en dyb, uudtalt forventning om, at vi ikke skal vakle, tøve, pro-crastinere i vores handlinger, fordi det hæmmer disse, beskærer vores effektivitet og målrettethed. Og det dur bare ikke i en verden, hvor det hele tiden handler om at være effektive, værdiskabende, fokuserede og fast besluttet på at få tingene gjort hurtigst muligt. Tankestreg. Og straks føler jeg et strejf af protestantisk skamfølelse over, at jeg i mit liv har været styret af tilfældigheder, forsinkelser og – ja – tusindvis af udskydelser. Et Valdermar Atterdag-syndrom kunne man måske kalde det. Og i hvert fald et træk ved mit liv, som jeg ikke har i sinde at forsøge at udviske i min fremskredne alder. – Og dette indlæg er nok, som bloggen i det hele taget, udtryk for procrastination. Velbekomme.