Hvis du ikke har hørt om Wizz Jones – egl. Raymond Ronald Jones, så er det ikke underligt for i omtalerne af ham understreges det igen og igen, at han var en undervurdert kunstner og guitarist. Han var en af dem, der kom frem med den folkbølge, der i England afløste skiffle-bølgen (der blandt andet førte The Beatles med sig). Og hans karriere var på mange måder typisk for den tid. Han var inspireret af den amerikanske beat-bevægelse og amerikansk folkmusik, især Woody Guthrie. Som ganske ung levede han som busker (gademusikant) i Europa, hvor han især i Paris fik et netværk af stærke musikalske navne, lige fra Rod Stewart til Ralph Mctell. Og da han var vendt tilbage til sit hjemland og havde tiftet familie fortsatte han ufortrødent sit diskrete virke og gjorde sig især gældende som medspiller hos en række kendte navne, som omfattede guitaristen John Renbourn, Ralfp Mctell og den ligeledes lidt oversete Pete Stanley. En enkelt singleplade blev det til i den lange karriere, der sluttede den 27. april i år, nemlig Jones’ udgave af Bob Dylan “The Ballad of Hollis Brown”; men også  mere end to dusin soloalbums blev det til. Stor kommerciel succes og et liv i rampelyset blev det ikke til, men når man læser om Wizz’ liv overbevises man også om, at det slet ikke var noget han stræbte efter.