Provinsen kalder! Telestjernen – med det borgerlige navn Rasmus Johansen – er ude med sit syvende album med den indtagende titel Kultfilm fra Karup. Og så ved vi, hvor vi befinder os – i det vest-midtjyske, som Telestjernen hele tiden har besunget siden debuten med Ungt Blod i 2009. Og det nye albums titel understreger, at perspektivet er det samme. Vi befinder os i erindringens biograf, hvor det ene nostalgiske glimt projiceres op på lærredet som små film. Ja, den lille filmiske intro, der bærer albummets titel, hensatte mig en kort stund til den italienske film mine dage i Paradis. For der er noget filmisk over pladens tilgang til de små historier og man mærker fra starten af, at manden bag Telestjernen har en uddannelse inden for filmen, ja endda sit eget lille filmselskab (Gorilla Film).
Og det tilbageskuende, nostalgiske slås kraftigt an allerede med sangen om Jenny, der lider af Hjemve:
De mødtes på en festival
– hun hed Jenny og han havde brug for et klem.
Hun havde lånt en bil af en ven og som hun sagde:
“Der er ingenting, som at vende hjem!”
Hun drømte om en landejendom
med egen hestefold, sø og kartofler i kø
og hendes blik det blev fjernt, da hun hviskede:
“Der vil jeg leve, vil jeg dø!”
HUN VILLE HJEM TIL SOMMERNÆTTERNE
– UD PÅ HEDESLETTERNE.
BESKÆRE I BUSKADSER OG KÆLE FOR OMELETTERNE …
HUN HAVDE HJEMVE
som den lyserøde pastel,
der var en del af hendes smil …
HUN HAVDE HJEMVE,
men anede ikke at hun drømte om en mand
i en håndværkerbil,
MEN SÅDAN VAR DET BARE:
Det havde nok altid været hendes stil
– det var hemmeligheden bag Jennys smil!
Sangen er en pendant til sangen “Donni Tarantino og den flammende dødsdrom” fra albummet Hvidt Skidt, der også var en meget filmisk sang om to unge sværmende mennesker, der rives med af nostalgisk forankrede drømme. En sang om ung kærlighed og kærligheden til hjemstavnen. Der er ingenting som at vende hjem. Og musikken styrker den nostalgiske drift og løfter den op med en meget melodiøs popsang, der hviler trygt på en bund af guitarbaseret, moderne rock. En sang, der klart appellerer til radioers og streamingtjenesters gentagelser. Og den unge mand i sang nummer to “Hårdt ramt” er også ramt af hjemve og nostalgi. Ved Hobro landevej rammer han i sin Kadett et rådyr hårdt på vej hjem fra træning. Og medens han sidder der med sin Rotpunkt-kaffe og venter på den lokale Falck-mand bliver det stille på heden “lige der hvor jeg kommer fra” og nostalgien driver ned ad ruderne. Og stemningen understreges af en stille popmelodi, en ballade med diskrete synth-flader i en i øvrigt ligefrem analog sang.
Og skulle man tvivle på nostalgiens kraft, så slås den fast med syvtommersøm i den sindige sang om et “Genertionsskifte”, hvor den fædrende ejendom overdrages over en kop kaffe og hvor fremtiden åbner sig, medens den ene hånd rører den anden. Jeg er livsparat! hedder det til sidst. Tingene falder på plads. Og det emotionelle beredskab på pladen får også fuld skrue i singleuddraget “Yankee drengen fra Ballademagergade”, hvor vi er tilbage i den søde ungdomstid med knallert, grillbars arcade-spil og harmløse drengestreger:
Der står du i entreen med dine klapbukser på
– klædt i Kansas til knoglen, 50-50 kongeblå.
Havde lige makket i din Maxi; ja, det gjorde du så tit
– smøgen oser for dit synsfelt, i det gyldne snit.
Du hang ud ved Gadespejlet, under jernbanebroen,
ridsed´ “R A S T L Ø S“ ind i tavlen, trilled´ bold i college-sko.
På Kartoffelmelsfabrikken, ja, der klatrede du til tops,
så du ku´ se den by fra oven, hvor du voksede op.
ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH, BA-BA-BA-DI-ÅÅÅÅÅH,
BA-BA-BA-DI-ÅÅÅÅÅH,
AIAIAAAH …
– DU BALLADEMAGERGADE;
DU SKA´ VIDE VI TÆNKER PÅ DIG.
SAVNER DU MIG?
En smuk lyrisk ballade, der burde blive et klart hit.
Jovist, Telestjernen er et vest-midtjysk modstykke til halvfjerdsernes C. V. Jørgensen. Dog med markante forskelle. Ikke kun udgangspunktet i hver sin ende af landet. Hvor Jørgensens tekster vendte og drejede ord og vendinger i en let samfundskritisk ærinde, er Telestjernen storforbruger af ordrige, fortællende tekster, der dyrker en ligefrem, jordnær hverdagspoesi. Og Telestjernens musikalske rødder stikker dybt i en singer-songwriter-tradition, der går lige tilbage til den Dylan, som Jørgensen ellers ofte henføres til. Men som halvfjerdsernes danske poet er Telestjernen en nutidig sanger-sangskriver, der har en klar musikalsk og tekstlig identitet. Med albummet her har Karup og omegn fået en sangskriver, det ikke er til at komme uden om. Gennem fjorten numre med en god blanding af swingende popballader og driftige rocksange viser Telestjernen og hans store hold af musikalske legekammerater, at han fortsat har masser på hjerte og sikkert nok af ideer til flere sange om barndommens og ungdommens land. Hermed varmt anbefalet.
Telestjernen. Kultfilm fra Karup. Produktion: Telestjernen Eget plademærke. Er lige udkommet.