Af en eller anden grund, der nok er begravet dybt ind i programlæggernes allerinderste, så er højtiderne – jul og påske ikke mindst – præget af et absolut jammerligt, uopfindsomt programudbud. Hvis man lige ser bort fra de obligatoriske sportsudsendelser og højtidsbestemte indslag. Og således var det også i går, hvor man skulle bruge en meget stor lup for at finde noget som helst seværdigt. Så lige før jeg blev drevet over til bunken af dvd’er og deslige satte jeg mig for at gense ABBA-hyldesten Mamma Mia (fra 2008), der på nettet kluntet men også rammende omtales som en jukebox musical romantic comedy.

Jeg så den, da den havde premiere, og kaldte den en medrivende bagatel. hvilket jeg helt kan stå ved. En ultratynd historie om et bryllup, der river op i fortiden og ender i  en alt for konventionel happy end. Men også en historie, der lever højt på, ja overlever på, gode skuespilpræstationer, en fantasifuld udført historie og først og fremmest masser af energi. Og så selvfølgelig – kataloget af kendte ABBA-sange. Og det er dem, der holder historien, humøret og hele oplevelsen oppe. Og jeg følte mig da ganske godt underholdt af filmen og især musikken, medens fruen absenterede sig på sofaen sammen med hunden. Jeg havde glemt den lidt for forudsigelige slutning, hvor Hollywood-konventionen satte sig igennem med fynd og klem, uden at det tilføjede filmen noget af betydning. Og højdepunktet for mig var, da Benny Andersson fik sit lille cameo inde i filmens udgave af “Dancing Queen” (3:04 cirka). Helt Hitcocksk og ganske fint vandmærke for den store sangskriver.

Om filmen fortjener endnu et gensyn er jeg langt fra sikker på. Den er – modsat sangene – ikke så slidstærk som visse andre feel good-film.