Jeg fik sådan en lyst til at repetere Preben Wilhjelms gamle skrift om dansk boligpolitik, da jeg læste dagens nyheder om, at rigtig mange danskere nu lejer deres bolig af private virksomheder. Og at prisniveauet på udlejningsboliger aldrig har været højere nu. Men inden jeg tænkte tanken til ende, lod jeg den ligge i baghovedet og simre sammen med indignationen og oprørtheden. I stedet nøjedes jeg med at tænke tilbage til dengang, hvor gammeldags socialdemokrater mente, at huslejen aldrig måtte være større end en fjerdel af lejerens indtægt, og dengang, der var et fast huslejeloft, der forhindrede successive huslejestigninger.

Nu er der ingen grænser tilsyneladende. Et eksempel fra min egen nærmeste familie. Et ældre familiemedlem har boet i den samme treværelses lejlighed, siden den blev bygget engang i de tidlige tressere. Dengang betalte han og hustruen under 400 kroner om måneden i husleje. Men med den udvikling, boligpolitiken har haft siden de vistnok glade tressere, så er huslejen nu steget til lige over 9000 kroner per måned. Og det er bare et eksempel på, at noget er helt galt.

Når der står tusindvis af tomme lejligheder rundt omkring i de større provinsbyer, samtidig med, at unge børnefamilier økonomisk presses til at flytte langt væk fra byerne for at få noget betalbart at bo i, samtidig med, at de magthavende politikere snakker afmægtige om, at det ikke kun handler om, at nogen tjener styrtende på folks boligsituation, men også om – politik (som altså lader vente på sig), så er det svært ikke at blive bare lidt mismodig og tænke, at det kun kan ende galt. For de store økonomiske kriser – senest ‘finanskrisen’ i 2007-2008 – er altid begyndt på boligmarkedet, og det vil sikkert ske igen (som førende økonomer og kritikere til stadighed påpeger). Og hvad sker der så?!

Og lidt apropos…