Som bekendt kommer jeg fra Esbjerg. Og i mange år efter at jeg havde forladt min barndoms by skænkede jeg ikke den kendsgerning ret mange tanker – ud over det indledende savn af hjemmets by. Og da slet ikke den kendsgerning, at jeg min sprog måske på en eller anden måde bar præg af at være opvokset i en baggård til en baggård i den vestjyske by. Selv om jeg læste på nordisk institut, hvor dialekter også var et studieområde (omend dengang kun for nogle ganske få, der ikke var blevet overvældet af den tids venstreorientering), så hørte jeg aldrig min dialekt omtalt. Men så skete der det nogle år efter, at jeg var blevet fastboende i Århus, at jeg fik en rigtig kæreste – med familie og det hele – og en dag skulle jeg ringe til hende; hendes mor, der kom fra Sjælland og var uddannet skolelærerinde og billedkunstner, tog røret og efter en kort snak tøvede hun lidt og sagde så nogenlunde sådan: Kommer du fra Esbjerg? Hun kunne høre det på tonelejet og sådan. Senere har min kone indrømmet, at visse udtryk og vendinger minder hende om min herkomst.

Jeg kom til at tænke på denne lille anekdote fra min ungdom  – en anekdote, jeg holder meget af og som fortæller mig meget om, hvilket begavet menneske min daværende kærestes mor var – da jeg så dette lille klip med Benny Andersen om vejen til en piges hjerte gennem lyrikken, om uddannelsens helvede og om at spille klaver for nogle tante Marthask talende fiskere for fri bolig og gin og tonic uden gin. Nogen pralrøv var hans sgu ikke ham Benny.