Alene det forhold, at filmen ikke har fået en dansk titel, burde have gjort mig lidt skeptisk. Men forklaringen er nok, at det ikke er titlen, der skal sælge denne film, men det forhold at hovedrollen besiddes af Jason Statham, en britisk skuespiller, der er blevet markedsført som det nye bud på en hårdslående, våbenbrugende, enlig, mandlig hævner. En type, der har rødder helt tilbage i efterkrigstidens westerns med pistolsvingende sheriffer og lignende.

Og Statham kan sin type til fingerspidserne med en minimal brug af talegaverne (mestendels onliners og fyndige kommentarer) og tilsvarende optimal brug af sine næver og muskler og diverse dræbende værktøjer. Og filmen er da også en fortælling om hævn. Partick Hill, som Statham hedder i filmen, overværer sammen med sin søn et væbnet røveri, der ender med, at Hills søn bliver dræbt og Hill selv hård såret. Og efter at være udskrevet fra hospitalet sætter Hill sig for at hævne sønnens død. Og det sker ved, at han tager et job hos et firma, Fortico, der har specialiseret sig i pengetransporter. Og HIll ved, at sønnens morder har sit virke netop som røver af pengetransporter.

Der er tale om et i og for sig ganske enklet plot – en mand, der vil hævne sin søns mord og derfor forfølger sit mål med konsekvens og effektivitet. Og historien kunne være fortalt ganske enkelt og lige ud ad landevejen uden at have mistet noget af sin genremæssige fascination (man skal kunne goutere den type film, for at få noget ud af den…). Men uvist af hvilken årsag har den ellers ferme britiske instruktør Guy Ritchie valgt at bryde den lineære fortælling op med nogle tilbageskuende forklaringer, således at vi som publikum først langt inde i filmen får noget relevant at vide om Hills intentioner og hans dunkle fortid. Og det lykkes ikke rigtig for Ritchis synes jeg. I hvert fald faldt det ikke helt på plads for mig. Men det gjorde heller ikke så meget, fordi underholdningsværdien lå i de ,ere dramatiske scener.

En mulig forklaring på filmens åbenlyse svaghed er, at den bygger på en fransk film – Le Convoyeur – fra 2004 som tilsyneladende ikke er bygget op på samme måde. Men under alle omstændigheder, så er Wrath of Men efter min mening kun en film, man får noget ud af, hvis man er til den særlige hævner-genre, som Statham excellerer i.