Det er længe, alt for længe, siden, jeg har været i biografen. Noget, jeg ellers har dyrket meget i mit liv. Og jeg kom til at tænke på sidst, jeg var der. Jeg kan ikke huske, hvilken film det var, men jeg har svært ved at ryste oplevelsen af reklameforfilmene af mig. For i dag har det udviklet sig til en hypermoderne, højt digitaliseret udgave af Pallis Tivoli. Ikke nok med, at man skal have reklamer i hovedet, men man skal lokkes til at spille via sin mobiltelefon. Og den simpelhed og amatørisme, der engang var en del af reklameforspillet, er pist borte nu. Og så – er mine højt elskede trutpiger (som en eller anden har kaldt de unge damer, der indledte reklamefilmene for Danks Biografreklame) reduceret til en svag digital antydning. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set de unge damer blæse i de lange horn, men de har altid været en uløselig del af min indtagelse af film i biografen. Uden dem er det ikke en helt rigtig tur i biffen. Så her er de som indledning til min weekend. Nyd dem og den.