Den efterfølgende sang „I en sal på hospitalet‟ med Eddie Russell fik mig til at tænke på de gårdsangere, der nu og da dukkede op i min barndoms baggård(e). Det skete ikke mange gange (eller jeg kan i hvert fald ikke huske dem alle…), men det skete. Lige som det også skete (ret ofte faktisk), at der kom en skærsliber forbi med sin cykel og sit værktøj for at faldbyde effektiv slibning af husholdningernes køkkenknive. Og bargårdssangerne var typisk et par stykker. En der sang for og en der akkompagnerede på et strengeinstrument. Og som jeg husker det, så var det sange fra den store folkelige sangbog. Kendte sange (altså en slags popsange, før det blev et fænomen), som husmødrene og de få hjemmegående mænd (viceværten og andre) kunne synge med på eller nynne med på i det mindste. „Nu går våren gennem Nyhavn‟, „Tørresnoren‟ og så videre. Og når seancen var ovre kastede vores mødre en skilling, sirligt pakket ind i avispapir eller andet papir fra køkkenet, ned til kunstnerne. Og baggårdsmusikanterne forsvandt for mit vedkommende med min barndom. Skærsliberen mødte jeg også en enkelt gang, efter at mine forældre var flyttet ud i „parcelhushelvedet‟.

Landevejsriderne eller vagabonderne mødte vi børn også. Typisk om sommeren, hvor de passerede forbi byen og kunne mødes i det offentlige rum. Jeg huske blandt andet engang, hvor nogle af os drenge mødte to vagabonder ved en bænk i nærheden af Strandbio. Vi havde nok været ind og se en film, og stødte så på dem udenfor, hvor de holdt til på en bænk. Jeg huske især, at den ene af de to havde et stort, grimt sår på den ene vrist, og at han var mest interesseret i at høre, om vi eventuelt havde et par mønter, han kunne få, til at stille sin tørst. Det var dengang, det endnu var muligt at drikke husholdningssprit. Ellers husker jeg mest, at de var venlige og imødekommende mennesker, der mest var interesseret i at passe sig selv, selv om de godt kunne bruge et par minutter på et par raske drenge på vej hjem fra biffen.