Apropos DRs 100 år jubiæum i går (på 1. april…), så sendte institutionen en udsendelse med titlen 100 år og en sommer – Billard og benløse fugle. Første afsnit af en lille serie om danskere, der er blevet 100 år og derover. Og jeg kom straks i tanke om alle de gange, jeg gennem mit liv har læst om mennesker, der blev så gamle og som altid måtte give et bud på, hvordan man bliver så gammel. Underforstået: At det må være et mål i livet for alle mennesker. At leve så længe og helst til evig tid. Og forklaringerne har været vidt forskellige – lige fra den lokalitet på jorden, hvor man har levet sit liv (i Albanien eller Japan bliver man rigtig gamle…og i den dur), hvad man spiser og drikker (både sundhedspolitiske og politisk ukorrekte bud), ens medfødte kvaliteter (DNA ikke mindst), ens forhold til andre mennesker (fælleskab vs. ensomhed) og så videre. Og pressen er aldrig blevet træt af at spørge.

Men udsendelsen i går med Otto (101) og Irmgaard (103) holdt sig meget passende til at fortælle lidt om hovedpersonernes liv, der ikke adskilte sig væsentligt fra mange andre, yngre menneskers liv. Tankerne om den høje alder og den forestående død fyldte forbavsende lidt. Det handlede mest om at få det bedste ud af den tid, man nu fik, at være så aktiv som kroppen tillader. Ja, udsendelsen (og den følgende, som jeg så på nettet) handlede mindst af alt om, at de havde passeret deres 100 års fødselsdag. Og på den måde blev udsendelsen ganske livsbekræftende. Her var ingen mirakelsvar, men bare elementær glæde ved livet. Og en understregning af, at mange ting forbliver de samme. F. eks. i tilfældet med parret Lisbeth og Paul, der blev forelskede i hinanden, efter de var fyldt halvfems og var enige om, at det var nøjagtigt som dengang de første gang oplevede en rigtig forelskelse. Jo, det mest interessante ved udsendelsesrækken er såmænd ikke det med alderen, men snarere et underliggende budskab om, at vi alle skal få det bedste ud af det satans liv, medens vi har det. Hermed anbefalet.

Opdatering 3/4: Men træerne vokser ikke  ind i himlen, og tvs journalister klamrer sig til deres gamle travere af vinkler. Otto – nu 102, snart 103 – var inviteret ind i DRs Aftenshowet, hvor han blev presset til at kommet med et bud på, hvordan det var lykkedes ham at blive så gammel. Og som det rare menneske, han åbenbart er, så kom han med fem gode råd, der ikke gør den store forskel i sidste ende.