DR fejrer i denne tid sit 100 år jubilæum. En selv-fejring, der mestendels består af ganske uselvkritisk skamros udført af tv-folk, der slet ikke har været del af bare nogle årtier af institutionens lange rejse. Og hvad er et jubilæum, hvis ikke der er plads til lidt forbehold og kritisk eftertanke!? Som en nekrolog, hvor man kun må prise den afdøde – vel vidende, at vedkommende havde både dette og hint på samvittigheden…

Nå, men jubilæet fik mig til at gå tilbge til dengang i min barndom, hvor udbuddet slet ikke havde nutidens omfang og hvor der også var plads til oplysende programmer og sågar noget man kaldte skole-tv, dvs. programmer med det formål at lære skolebørn og -unge om fx dyrelivet, andre lande og meget mere. Det var dengang, man endnu troede på, at tv-mediet kunne meget andet end at underholde. Man kunne oplyse, opdrage, belære og meget andet godt. Og fra denne tanke var der ikke langt til en figur, som jeg så en del på tv – nemlig den trinde Ingvald Lieberkind (1897-1972), der var uddannet zoolog,, underviser og forfatter. I en række tv-udsendelser fra 1956 og årene frem forelæste han om Danmarks dyreliv og brugte sine tegneevner til at uddybe, hvad han havde på hjerte. Det var længe før nogen tænkte i subtil pædagogik; Lieberkind var drevet af sit faglige engagement og entusiasme. Jeg erindrer fx et afsnit, hvor han stod foran et lille vandhul og fortalte medrivende om haletudser og hvad deraf kommer – og tegnede på et stort stykke papir for at illustrere sine ord.

Min mor syntes åbenbart, at min interesse for skole-tv og i særdeleshed Lieberkinds foredrag var værd at bygge videre på, så hun investerede i den serie hæfter om Danmarks Dyreliv, som Lieberkind fik udgivet i en lang årrække. Og med måners mellemrum blev hæfterne sendt ind til forlaget for at blive indbundet i halvpluviusin (slidstærkt kunstlæder), hvilket resulterede i værket Dyrenes Verden, en populærvidenskabelig Fremstilling af Dyrenes Liv i 12 bind. Et ganske imponerende værk, som jeg – med skam at melde – ikke har fået læst fra ende til anden. Nok mest fordi min interesse for dansk dyreliv ikke helt nåede Lieberkindske højder. Jeg har mest brugt det som opslagsværk. Og jeg har haft det, siden jeg flyttede hjemmefra. Men nu har jeg så sendt værket videre til et af mine børnebørn, der er på samme alder, som jeg var dengang og også er blevet voldsomt interesseret (som man jo ofte bliver som barn) i alt, hvad der har med natur at gøre. Og så kan han jo overveje, hvad han vil bruge alle Lieberkinds fortællinger til. Stafetten er givet videre. Og det er måske ikke så tosset, når nu DR ikke længere sørger for den slags oplysende pædagogik..