Sagen om eksklusionen af Viggo Jonasen i Enhedslisten

Author:

For nogen tid siden skrev jeg følgende om sagen vedrørende Viggo Jonasen, der er blevet ekskluderet af Enhedslisten, i forbindelse med, at Jonasen har vundet sin injuriesag mod partiet:

„Det tidligere byrådsmedlem i Århus Viggo Jonassen, [blev for nylig] ekskluderet af partiet med begrundelse i, at han angiveligt skulle have udøvet “systematisk sexistisk chikane” over for et yngre, kvindeligt partimedlem. Jonassen reagerede prompte med at anlægge en injuriesag mod partiet – en sag, som han har vundet klart og som har påført partiet en bøde på kr. 10.000. Dommen er klokkeklar: “Enhedslisten skal anerkende, at udsagnet fremsat i det udaterede hæfte med titlen »Materiale til behandling af eksklusionssag vedr. Viggo Jonasen – Enhedslistens årsmøde 2022« om, at Viggo Jonasen gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane over for et medlem af Enhedslisten, er ubeføjet. “. Men sagen er vel ikke slut med denne dom!? Hvis partiet tager rettens dom alvorligt – sådan som det bør gøre – så er næste skridt at give Jonassen en uforbeholden undskyldning og tilbyde ham genoprejsning i form at fuldt partimedlemskab med alt, hvad dertil hører af muligheder. Ikke sandt!? Ellers følger partiet logikken i Kejserens nye klæder, som jeg tidligere har henvist til. Man er afsløret som nøgen processerende, men over for kritikken reagerer man blot ved at fortsætte ufortrødent som om intet var hændt.

Siden jeg skrev disse ord har Enhedslisten måttet lide den tort, at partiet ikke har fået lov til at anke sagen til Landsretten, hvilket betyder, at byrettens dom er endelig. Det er dermed fastslået, at grundlaget for eksklusionen af Viggo Jonasen er væk og aldrig har eksisteret. Derfor må den logiske konsekvens være, at Enhedslsiten åbenlyst erkender, at partiet (repæsenteret af en gruppe medlemmer i Århus) har fejlet og at man derfor ophæver eksklusionen af Viggo Jonasen med det samme. Kun ved denne handling kan Enhedslisten vise, at partiet ikke lader sig forføre af flygtige, ubegrundede ideer, respekterer det juridiske system og mest af alt demokratiet. Ved at ophæve eksklusionen kan partiet samtidig vise, at det ikke bare gør som andre borgerlige partier, der slækker på de demokratiske dimension i folkestyret og dermed bremser partiets gliden i retning af den poliiske midte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *