Isse (Sandorf Uth Jacobsen) er tilbage med sit andet album Vita Nova. Og tak for det. Og som titlen kan antyde – Vita Nova, Nyt Liv – så handler Isses tekster dengang i høj grad om alt det, der sker, når man transformeres fra at være et ungt menneske fuld af forventninger, drømme og ideer om det, der vil komme i livet, og så det at blive voksen. En omdannelse eller -formning, der aldrig sker uden omkostninger for det mentale regnskab og nogle gange lykkes processen ikke helt som den forventes at gøre. Men som titlen også kan gøre opmærksom på, så kan det nye voksne liv også være noget, man vælger og beslutter sig for. Som det hedder i den indledende sang „Rejs dig op‟:
Rejs dig op
Selv når møket tager over
Og n år tiderne er hårde
Ja, så rejs dig op
Med hagen mod himlen
Glem alt om fjenden
Vink farvel og gå
Ja, selv om verden er dystopisk, selv om melankoliens mørke altid er der som en sort mulighed, selv om du føler dig fortabt og alene, så kan du rejse dig op, ranke ryggen og gå, gå din egen vej med næsen i sky. Selv om Isse tydeligvis kender sin generations skrøbelighed og udsathed og forvirring, så vejer livskraften, -appetitten og -lysten tungere. Det er muligt at ryste bangebuksen af sig, det er muligt at finde kærlighed til et andet menneske, det er muligt at finde mening i al galskaben: „Jeg vil kæmpe for det her og jeg giver// alt jeg har, bare du bliver og tror på os// Så fortæl mig hvad du gør…‟ („Forvirret‟). Nej, i Isses tekstunivers bøjer man sig ikke bare for tidsånden, underordner sig den eller bukker under for den. Man er nok tilpasset og flinkeskoleelev, men man stræber også efter mere („Stræber‟) og springer ud mod nyt („En mod hele verden‟). Ja, i en tid, hvor verden ser sort ud og hvor livet kan forekomme svært og uhåndterbart, holder Isse fast i, at der er plads til at være modig på livet og have et håb at bygge på: „Jeg springer ud mod nyt/ Selvom smerten er så stor/ Og der kun er et sæt skuldre til at bære den/ En mod hele verden/ En mod hele verden/Jeg springer ud mod nyt‟.
Og musikken, der omslutter teksterne, er helt i pagt med teksternes intentioner. Som vi kender Isse, så dyrker hun (heldigvis) en dansksproget pop, hvor sangene er potentielle radiohits og hvor det melodiøse og dansante er et gennemgående træk. Det, der måske adskiller sig lidt fra debutalbummet, er, at udtrykket er blevet lidt mere voksent (logisk nok). Vita Nova er et frisk og fersk bud på, hvordan moden, voksen dansk pop kan lyde anno 2025. Med det nye album bliver det tydeligt, at Isse har noget musikalsk på hjerte og noget at bygge videre på.
Produktionen (Jacob Lee Horney og Gabriel Uth Jacobsen) er lækker og ren; og det musikalske udtryk er moderne, farvet af tidens elektroniske lyd uden at lade det samlede udtryk drukne i den. Samlet set har Isse skabt et album – den svære toer – der fortjener at blive stående på pladereolen og fortjener at få mange lyttere blandt generationsfæller og andre musikglade mennesker. Hermed varmt anbefalet.
Isse. Vita Nova. Produktion: Jacob Lee Horney og Gabriel Uth Jacobsen. Sandorf Records. Udkom den 7. marts 2025