For længe siden citerede jeg min nu afdøde og stærkt savnede mor, når hun nynnede linjen: „Kaffe, kaffe, er den – bedste drik i verden!‟. Og da jeg lige før skrev en kommentar andetsteds og nævnte min morgenkaffe (der står ved min side og tempererer) kom jeg sætningen i hu. Og også hendes fortælling om dengang, jeg første gang blev præsenteret for denne sublime drik (lavet på Madam Blå på gaskomfuret). Jeg var to år gammel. Og den første tid fik jeg kaffe med mælk og sukker. Men der gik ikke ret lang tid før jeg gik over til den rene vare, som jeg så har holdt mig til siden. Og jeg mindes ikke de dage, hvor jeg ikke har fået den sorte drik, og mindes dengang jeg som ung, håbefuld studerende sad om morgenen ved skrivebordet og læste og skrev og reverenter talt tyllede kaffe ned med det resultat at jeg fik abstinenser (rystede på hånden og småsvedte på panden) og måtte pålægge mig et vist mådehold. Det gik ikke længere at tømme termokanden på under en time. Siden er det kun gået godt og jeg kan ikke forestille mig en dag, hvor jeg ikke vil brygge min egen „kaburatorboullion‟, selv om jeg godt kan frygte at klimakrisens hærgen vil gøre det svært at dyrke kaffebønner, som man kan få fat i. Men det er en anden snak…

Tilføjelse: Og tankerække gled videre til min barndom, hvor det var almidneligt, når kaffen på kanden (den blå) blev kold, at sætte Madam Blå over inden igen. Så kunne den lidt igen. Eller når nogle ondolerede den sidse tår ved at lave en „bette Svåt‟, en lille sort, der bestod af mindst kaffe og brændevin for resten af pengene – i øvrigt et obligatorisk tilbehør til røget bakskuld (også kaldet daps) på rugbrød med smør. – Stooop.