Senest jeg var hos lægen – til mit årlige sundhedstjek – blev jeg målt og vejet. Noget, jeg ellers aldrig har dyrket. I årevis kom jeg aldrig hos lægen, fordi der ganske enkelt ikke var nogen umiddelbar grund til det. Det er det så nu, hvor jeg er en af de mange tusinde, der har fået konstateret diatbetes 2. Populært kaldet gammelmandssukkersyge, hvilket på enhver måde er en forkert betegnelse. Det er langt fra kun gamle mænd som mig, der får den diagnose, og det har heller ikke så meget med den rigtige sukkersyge at gøre, diabetes 1. Nå, men undervejs i samtalen med sygeplejersken faldt det ord igen, som generer mig lidt. Livsstil. Hvad du spiser, hvor meget du vejer, hvor ofte og hvordan du motionerer, hvordan du har det med nydelsesmidler (dvs. tobak og alkohol, for ordet “nydelse” indgår ikke i det sundhedsfaglige vokabular) – alt sammen hænger sammen med den livsstil. Og så er det jeg stejler lidt. For ordet livsstil siger noget om, at det liv, man nu engang lever, er resultatet af en slags valg. Lige som du – hvis du har råd – kan vælge at klæde dig på en bestemt måde, at køre i en bestemt mærke bil, drikken særlige årgange af slotsaftapninger og særlige udgaver af single malt whisky fra afsides øer ved den skotske kyst. Tanken om, at den måder, du lever på, er resultatet af en særlig historisk bestemt opvækst og opdragelse, af et bestemt klassetilhørsforhold (for nu at skære det ud i politisk pap), ligger langt fra den sundhedspolitiske dagsorden og tankegang.

Men det er ikke kuns på sundhedsområdet, man taler om livsstil. Også i medierne, især på tv, er livsstil sågar ophøjet til en særlig genre. Livsstilsprogrammer. F. eks. et program, som jeg har set mange gange, fordi jeg bare er så frygtelig nysgerrig (f. eks.angående den måde, folk indretter deres hjem på, spiser, klæder sig osv.) : Kender du typen? Programmet har kørt i en årerække med forskellige værter. Men konceptet er det samme. To “eksperter” går rund i et anonymt hjem og skal ud fra deres iagttagelser gætte sig frem til, hvilket kendt person, der henslæber sit privatliv i netop disse rammer. Og efterhånden er det gået op for mig – hvilket tager lidt af spændingen ud af programmet – at udvalget af “ofre” langt fra er tilfældigt. Det er som nævnt såkaldte kendte mennesker (dvs. kendt fra medierne og offentligheden, fx de kulørte ugeblade) og det er mennesker fra et ganske bestemt lag af samfundet (eller om man vil: en bestemt klasse). Det er bedrestillede mennesker fra den øverste halvdel af middelklassen. Mennesker, der har råd til arkitekttegnede møbler, designer- og skrædder-tøj, førsteklasses fødevarer, dyre biler osv. Kender du typen? besøger aldrig en enlig forældrer med to snottede børn i en billig bydel af København (hvis en sådan findes mere!?) eller en indvandrerfamilie i en betonlejlighed i et såkaldt ghettoområde. Og på den måde sørger livsstilsmagasinet (lige som de andre af samme slags, fx Hammerslag) for at tegne et billede for os af et liv, der er eftertragtelsesværdigt, “rigtgt” og “normalt”. En slags hjernevask i en bestemt “normalitet”, kunne man sige.

Og denne iagttagelse er langt fra overraskende. For det er sådan det hele tiden foregår. Medierne – og bestemt tv-mediet – er på ingen måde demokratisk i den forstand, at det giver en dækkende spejlbillede af den virkelighed, der er ude ved skærmene. Medieverdenen er en sær lukket verden, hvor de kendte kender hinanden og plejer hinandens interesser (fx ved at lade dem dukke op i omtalte ugeblade igen og igen) og hytter deres skind. Det er lidt ærgerligt, for nu at sige det mildt, for specielt tv-mediet udgør som medie en enestående teknisk mulighed for at gengive verden meget mere nuanceret og dækkende end tilfældet er.