Blandt de mange små (og store) projekter, som jeg ikke har fået klaret gennem de seneste år, er at få ordentligt læselys ved min gamle, billige, men højst behagelige lænestol. Og en af ulemperne ved denne mangel, som jeg kun kan tilskrive min egen langsommelighed og ugidelighed, er, at jeg ikke kan læse særlig godt, når jeg sidder der. Og det har jeg så besluttet, at der skal gøres noget ved det snarest.
Og i går havde situationen den effekt, at jeg fik set et afsnit af den britiske krimi-serie om Fader Brown, der igen løber over DRs skærm. Og nej, jeg har ikke set alle afsnit, men nok til at tænke, at her er vi ude i et hjørne af britisk tv-krimi, der slægter på Kriminalkommissær Barnaby, som har – lad os diplomatisk sige det sådan – et lidt overbærende image. En serie, der ikke bæres af spænding, uhygge eller lignende, men mere af jovialitet, forudsigelighed, genkendelighed og – ja – hygge, selv om englænderne ikke har det ord. Og er der noget en krimi i hvert fald ikke skal være, så er det hyggelig. Men jeg følte mig dog ganske godt underholdt af afsnittet med den lidt excentriske præst (i Mark Williams’ trinde skikkelse), der har tæft for kriminalgåder og har en solidarisk entourage bestående af sognets sekretær den regelrette, ordentlige fru McCarthy, den obligatoriske overklasserepræsentant Lady Felicia Montague og den tidligere småkriminelle Sid Carter. Og sammen kommer de på tværs af den lokale ordenshåndhæver, hvilket er et tilbagevendende konfliktstof. Som tilfældet er med Barnaby – eller: Midsommer Murders , som den retteligen hedder – har serien mange år på bagen og har en stor fanskare. Og jeg vil bestemt ikke afskrive de to serier, der – i hvert fald i mangel af bedre – sagtens kan være fornøjelige. Sådan lidt som Huset på Christianshavn eller den engelske serie Heartbeat (forløber for The Royal), hvor netop det genkendelige er et vigtigt motiv.
Nå, men aftenen bød også på et afsnit af Unge Morse, så der blev skabt en slags balance i tv-indtaget. Og nu: Hvor er det nu den standerlampe, jeg mangler, befinder sig?!
Jeg så et afsnit af Fader Brown for nogle år siden og fik ikke lyst til at se flere. Ikke fordi jeg har noget imod hyggelige krimier, men her overgik det selveste Barnaby, forekom det mig. Nu har du alligevel formået mig til at komme i tvivl om min dom, så det kan være, at jeg giver den en chance til.
Apropos hyggekrimier har jeg faktisk set alle episoder af Sommerdahl på TV2 Charlie, selv om jeg synes, den er forfærdelig på alle måder, lige fra den fejlcastede Peter Mygind til den komisk forudsigelige dramaturgi. Til mit forsvar tillader mig at anføre, at jeg altid har set serien i selskab med et andet medlem af husstanden, hvis køn nok passer bedre ind i målgruppen, og hvad gør man ikke for familiehyggens skyld 🙂
@Uffe: Lad os bare indrømme, at der ryger en del halvsløj underholdning med, når man er vokset op som tv-narkoman (som man sagde engang). Sommerdahl og Badehotellet har jeg dog undgået, og jeg synes ikke, at TV2
har ret meget at prale af, når det gælder serier. Fader Brown vil jeg nok ty til, når udbuddet på DR ikke har bedre at byde på. Men jeg må hellere få den lampe på plads, så mine valgmuligheder forbedres. Ellers er jeg nødt til at gå tidlig i seng (for at læse), og det er ikke godt for familiehyggen…. 🙂