Det er lige som med min egen fødselsdag; jeg har det med at glemme den. Så dukker det op sådan lidt efterlods. Det samme med bloggen her, der nu har sejlet rundt på internettet i henved 19 år. Det er mange år, selv set fra min høje alder. Og meget er, som det hele tiden har været – bloggen er mine ideosynkratiske skriverier. Stort og småt i uforudsigelig rækkefølge – og med få afbrydelser, der skyldes såvel tekniske forhold (problemer med bloggens teknologi) og personlige ditto (errare humanum est…). Men sejler det gør den, bloggen. Og jeg har stadigvæk ikke noget klart billede over, hvem der læser med eller hvor mange der dagligt besøger bloggen, fordi jeg har givet afkald på alskens hjælpeprogrammer (“plug-ins”), der kan generere statistik, noget jeg har fået et anstrengt forhold til i en tid, hvor statistik og procenter har fået status i pressen som det nærmeste, vi kommer noget sandt. Men jeg faldt dog over et enkelt tal, der glædede mig. For længe siden skrev jeg om et album med en blueskunstner og pågældende opslag var blevet opsøgt og læst af mere end 1700 personer. Det er alligevel noget – tænkte jeg. Selv om jeg hellere vil have få læsere, som til gengæld får noget ud af læsningen.

Nuvel – 19 år. Det er lang tid i den digitale verden. Mange andre blogs er forsvundet og nogle få nye er kommet til. Og bloggeriet er blot et af mange tiltag på nettet. Og jeg holder stadigvæk fast i mine grundprincipper om, at der er tale om en personlig blog, en ikke-kommerciel blog, en dansk blog, en uafhængig blog og i den dur. Og jeg tror fuldt og fast på, at det er det, der gør, at jeg hver dag sætter mig ved tastaturet og lader fingrene danse medens ord og sætninger opstår. Og sådan vil det nok være et stykke tid endnu.