Det er lige som med min egen fødselsdag; jeg har det med at glemme den. Så dukker det op sådan lidt efterlods. Det samme med bloggen her, der nu har sejlet rundt på internettet i henved 19 år. Det er mange år, selv set fra min høje alder. Og meget er, som det hele tiden har været – bloggen er mine ideosynkratiske skriverier. Stort og småt i uforudsigelig rækkefølge – og med få afbrydelser, der skyldes såvel tekniske forhold (problemer med bloggens teknologi) og personlige ditto (errare humanum est…). Men sejler det gør den, bloggen. Og jeg har stadigvæk ikke noget klart billede over, hvem der læser med eller hvor mange der dagligt besøger bloggen, fordi jeg har givet afkald på alskens hjælpeprogrammer (“plug-ins”), der kan generere statistik, noget jeg har fået et anstrengt forhold til i en tid, hvor statistik og procenter har fået status i pressen som det nærmeste, vi kommer noget sandt. Men jeg faldt dog over et enkelt tal, der glædede mig. For længe siden skrev jeg om et album med en blueskunstner og pågældende opslag var blevet opsøgt og læst af mere end 1700 personer. Det er alligevel noget – tænkte jeg. Selv om jeg hellere vil have få læsere, som til gengæld får noget ud af læsningen.
Nuvel – 19 år. Det er lang tid i den digitale verden. Mange andre blogs er forsvundet og nogle få nye er kommet til. Og bloggeriet er blot et af mange tiltag på nettet. Og jeg holder stadigvæk fast i mine grundprincipper om, at der er tale om en personlig blog, en ikke-kommerciel blog, en dansk blog, en uafhængig blog og i den dur. Og jeg tror fuldt og fast på, at det er det, der gør, at jeg hver dag sætter mig ved tastaturet og lader fingrene danse medens ord og sætninger opstår. Og sådan vil det nok være et stykke tid endnu.
Tak Uffe. Da jeg blev udskrevet fra sygehuset og færdigbehandlet i november sidste år, sagde jeg til mig selv, at jeg ville fortsætte ufortrødent med mit liv til den bitre ende. Det gælder også bloggen, der er blevet min lille adspredelse i hverdagen. Selv da min hverdag var inficeret af lønarbejde og jeg kom sente hjem efter mange timer, så skulle jeg lige grifle lidt. Nogle gange var ideen opstået undervejs, andre gange skulle den lige masseres frem. Og sådan bliver det også fremover. Det kommer hulter til bulter, lige som tankerne og ideerne oppe i hovedet. Og sådan skal det være. Jeg har jo ingen planer om at blive forfatter eller ansat skriverkarl på et stort medie (som en musikerven mente mig berettiget til). Det er bare min grafomani, der får afløb her på Wunderblocken capac.
Tillykke med mærkedagen! Jeg tror, vi begyndte at skrive blog nogenlunde samtidig, men i modsætning til dig har jeg ikke haft discliplin til at holde ved så længe. Jeg er begyndt et par gange igen i årenes løb, og i øjeblikket morer det mig at sidde og hamre i tastaturet nogenlunde regelmæssigt, selv om min læserskare vist begrænser sig til et sted mellem 2 og 4. Men som dig ser jeg det som en befrielse ikke at have installeret en statistik-plugin.
Efter at have været fraværende i nogle år læser jeg næsten dagligt dine indlæg, selv om jeg ikke altid har noget at supplere med. Men så bliver jeg lidt klogere, ikke mindst på musik.
Så selv om du ikke bryder dig om den engelske sproginvasion (det gør jeg heller ikke): Keep up the good work!