Selv om 1975 plademæssigt ikke kan måle sig med 1971, året hvor halvfjerdserne for alvor sneede, så kom der alligevel meget godt. Heriblandt David Bowies Young Americans, Bowies niende album, der fulgte efter det sidste opus i mandens såkaldte glam-periode. Og med sin plactic soul, som han kaldte sin udgave af amerikansk soulmusik, fik han for alvor succes på den anden side af Atlanten. Og – selv om det ikke er comme il faut blandt Bowie-fans – så tillader jeg mig at udnævne netop denne plade til en af mine favoritter i hans værk. Forleden hørte jeg en englænder fortælle i en Youtube-video, hvordan også han var faldet pladask for Bowies inspirerede udgave af såkaldt Blue Eyed Soul. Pladen understregede også, hvad man har kunnet se fra karrierens start, at Bowie er meget andet end Ziggy Stardust og Berliner-noir-rocker. Han er og har været fra starten en forvandlingskugle, en iscenesætter, der ubesværet kunne genopfinde sig selv i nye musikalske iklædninger. Her så som hvid, elegant soulfortolker i en amerikansk produktion. Omtalte videokommentator kunne også fortælle om, hvor sløjt det gik for Bowie med pladesalg og koncertditto efter halvfjerdserne, fordi en stor del af publikum forventede det samme, som han havde lavet dengang det hele begyndte.

Young Americans har alt, hvad man kan forvente af en god plade. Gode sange, vellykket produktion, superbe musikere og sangere.

Nogenlunde på samme tid fik vi lyttere også Steely Dans Katy Lied, gruppens fjerde album, hvor de for alvor lagde sig i slipstrømmen på den populære vestkyst-FM-radio-rock og trådte lidt ud af rollen som amerikanske art-rockere. Og apropos Bowie soulificering så udsendtes Earth, Wind and Fires fjerde album That’s the way of the world, som blev en kæmpesucces i hjemlandet (og hos mig).

Fra en hel anden kant fik vi walisiske John Cale – Ex-Velvet Underground – og hans anden Virgin-indsplning Slow Dazzle, hvor hans kuldslåede, nærmest sorte, udgave af rock and roll fik lov til at skinne igennem. Og det var nogenlunde på det tidspunkt, jeg oplevede ham på scenen i Brabrand. iført jagtpilotdragt, store briller og vrængende attitude.

Og fra en helt anden kant kom også Loudon Wainwright med sin halvt studio- halvt-live-optagne Unrequited, der også fik plads på min lille pladereol, hvor den såmæn stadigvæk står.