Verden er af lave, sagde min gamle far ofte. Og tilføjede: Og det har den altid været. Og denne tanke strejfede mig, da jeg lagde øre til Vincent Ryders nye album Way too quiet, der er opfølgeren til The End of the World on TV (2023) og det andet album i Ryders selvbevidste dommedagsprofetiske trilogi. Ja, der er ikke meget at bygge et håb på eller hænge sin forhåbninger på på den nye plade. Hvor etteren handlede om tiden før det hele går ad helvede til, så er det nye album som det hedder i pressematerialet post-apokalyptisk.  Bomberne er faldet, klimakrisen har vist sig fra sine værste sider; og tilbage står nogle mennesker og gør deres tanker om den verden der er gået af lave.

Og man skal da også lede med lys og lygte efter spor af håb i Ryders tekstunivers. Og uden at gå i detaljer med alle sangene, så lad os tage titelsangen som paradigmatisk eksempel på det sortsyn, pladen leverer. Way too quiet beeskriver og besynger tiden efter bombens fald, hvor det er ‘alt for stille’:

“I don’t know what to lean on

I feel the ground beneath me has begun

Crumbling so has the sun

And it’s too quiet after the bomb”.  

Hvis håbet overhovedet er det, så er det som et strejf af nostalgi – en længsel mod de stemmer, der var engang, mod den fuglesang, der var om morgenen, ja selv byens ellers så forhadte trafikstøj. Alt samme tegn på menneskelivet på godt og ondt.” Det skal nok blive interessant at se og høre, hvad opus 3 i dommedags-trilogien har at byde på!

Men som tilfældet var i Vincent Ryders imponerende debut, så kan man – jeg – påstå, at al elendigheden til trods, så er der noget at bygge et håb og en fremtid. Nemlig – kunsten. Musikken. Teksternes åbenbare sortsyn møder sin modsætning i Ryders musik. Det er ganske enkelt ikke muligt at forblive pessimist og dommedagsprædikant, når musikken spiller. Når vi lytter til pladen, så kan vi – såvel Ryder selv som lytterne – hænge vores forhåbnings hat på den frydefulde musik, der udfolder sig i pladens sange. Vincent Ryder er ikke kun barn af sin generation (den digitale generation Z, som den kaldes), men musikalsk et barn af årtiers progressiv art-rock – fra tressernes mest samfundskritiske og fremtidsorienerede bands over den i denne sammenhæng uomgængelige David Bowie og frem til alle dem, der fulgte efter. Og så øser Ryder også af poppens og rockens og andre stilarters store kogebog og blander det hele til et bredt, nuanceret musikalsk landskab. Her er ballader, her er regulære rocksange og hybrider. Og Ryder synger med sin karakteristiske lyse stemme; bedre end han har lydt nogensinde før. Og han får den bedste hjælp fra et hold af musikere, der nok forstår at få det bedste ud af arrangementerne. Og for at det ikke skal være løgn har kunstneren hidkaldt den gamle Sort Sol-forsanger Steen Jørgensen for at understrege det dystre perspektiv på pladen.

Det skal blive spændende at se og høre, hvordan Vincent Ryder vil afrunde sin trilogi. Mon ikke håbet og troen på en fremtid vil genopstå som et spøgelse fra fortiden!? Jeg ved det ikke, men lad os som lyttere glæde os over, at den unge kunstner har fået skabt et sammenhængende, varieret og meget lytterværdigt album, der både vidner om en stor traditionsbevidsthed og en stor moderne skaberkraft, som giver anledning til forhåbninger og store bedrifter i de kommende år. I hvert fald er Way too quiet svær at komme uden om, hvis man interesserer sig for vor tids nye musik og de yngre generationers tilgang til kunst og musik.

Hermed varmt anbefalet.

Vincent Ryder. Way too quiet. Produktion: Aske Jacoby. Giant BIrch Records. Er udkommet.