Capac anbefaler: Thorbjørn Risager & The Black Tornado – House of Sticks

Author:

I mere end tyve år har Thorbjørn Risager & the Black Tornado været på banen og vejen. Og det kan godt undre en, at dette kraftige, levende band er mere populær uden for landets grænser end inden for. Ikke mindst, fordi det er et band, der har slidt vejene og koncertstederne tynde i det meste af den vestlige verden gennem alle årene og – vigtigst af alt – et band, der trods sin solide forankring i blues- og roots-musik, stadigvæk formår at vokse og udvikle sig gunstigt. Og det nye album House of Sticks illustrerer netop denne påstand.

Med ti nye sange fra sangsmeden Thorbjørn Risager selv slår konstellationen fast, at der ikke er nogen modsætning mellem at være traditionsbunden og fornyende. Snarere tværtimod. Det er i kraft af deres kendskab til traditionen og deres kunnen, at der kan komme nye dimensioner til. Det gælder teksterne, der – uden at jeg skal gå i deltaljer med de enkelte sange (det vil jeg med glæde overlade til lytterne) – er farvet af Risagers modning som mand og menneske. Alderen kan ingen af os løbe fra; og det gælder også Risager, der sætter fine ord på den banale kendsgerning, at vi alle på godt og ondt bliver ældre og får flere erfaringer og indsigter som ballast på vores rejse gennem livet. Som Risager synger, så kan man ikke løbe fra det livet byder på, men der er også konstanter af forhåbning og glæde, for eksempel den kærlighed, man kan møde på sig vej. The light of your love will never fade. Jo, House of Sticks er et på alle måder modent album, der som sådant kommer både inkarnerede fans og nye lyttere i møde på åben og imødekommende vis.

Thorbørn Risager synger for med sin velkendte stemme, der trods tidens tand ikke er falmet, men netop modnet i sin fortolkning af teksterne. Men naturlig og afslappet stemmeføring fraserer Risager ubesværet de ordrige og ligefremme tekster. Og bag ham folder den syv mand store The Black Tornado sig ud med et tæt, indforstået samspil, der loyalt omfavner Risagers sang med mere end fyrre minutters musiceren – med en overvægt af balladeprægede sange, men også plads til svedig, heftig blues-rock. Og for at det ikke skal være løgn, så får dette superbe band hjælp af såvel strygere (The Nightinggale String Quartet) som baggrundsvokaler (Sahra Da Silva), der er med til at løfte det samlede udtryk og give det fin bredde og nuancering. Og produktionen af pladen sørger for, at man som lytter får god mulighed for at nyde de enkelte musikeres udfoldelser, fordi de står fint og skelneligt i lydbilledet.

Hvis der var nogen retfærdighed til (hvilket der som bekendt ikke altid er), så burde House of Sticks sikre endnu flere lyttere herhjemme, for dem i udlandet skal nok kende deres besøgelsestid og finde frem til pladen. Hermed helhjertet anbefalet herfra.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. House of Sticks. Produktion: Søren Bøjgaard, Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Provogue Records. Udkom den 31. januar 2025

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *