I går aftes rullede episode 2 af sæson VI af Endeavour over skærmen. Vi befinder os i tiden omkring den første månelanding i 1969 og titlen på episoden er meget passende Apollo.I afsnittet mødes Unge Morse og hans hjerterdame Joan Thursday igen.Hun arbejder for socialvæsnet og har en sag med to børn, som også er involveret i den mordsag, som Endeavour Morse er i gang med at efterforske. Og mødet mellem de to slår gnister og Joan siger noget nedsættende om den unge politimand. Og det slog mig – igen – at man kan anskue Joan Thursday som seriens ungdomsoprører ( den ene, for hendes broder Sam har også lidt af en oprører i sig viser det sig). Vi befinder os jo i de sene tressere og ungdomsoprøret er i fuld gang inden for musik, mode, politik osv. Og Joan kæmper sit helt eget oprør i Fred Thursdays konforme familieliv. Som hun siger til ham et par gange i serien, så er det ikke hendes liv, men deres. Hun vil have sit eget liv, hvilket illustreres af, at hun resolut flytter hjemmefra i en periode, hvor hun lever i et forhold til en gift mand som mere eller mindre købt kvinde. Og også hendes forhold til Endeavour er præget af dette oprør, vil jeg mene. For ganske vist er hun romantisk tiltrukket af den unge universitetsuddannede mand, der kommer ind i hendes og familiens liv og for en stund repræsenterer noget andet end den mand, hun kender alt for godt, Fred Thursday, der igen og igen ofrer sit famlieliv for “arbejdet”. Men det viser sig, at også Morse er fanget i en arbejds-etik, der kommer på tværs af menneskelige relationer – familiemæssigt, kærlighedsmæssigt osv. Igen og igen afviser han Joan med henvisning til “Work”. Ja, faktisk kan man – jeg – påstå, at Endeavour Morse er endnu mere opslugt af sit arbejde med at finde sandheden i sine politisager end Fred Thursday er. Fred er mere pragmatisk, holder sig til reglerne for godt politiarbejde langt hen ad vejen og nogle gange går han lidt over stregen for at udføre sit job. For Endeavour er der ingen kompromisser, når det gælder om at gøre sit arbejde bedst muligt. Og derfor kommer han ikke rigtig alle romantikerne blandt tv-seerne i møde, for han ofrer igen og igen kærligheden på arbejdets alter. Og måske er der forklaringer på denne adfærd i hans fortid!? Et forlist kærlighedsforhold, der antydes, og en mor, der døde alt for tidligt (som psykoanalytikerne påpeger så er kærligheden altid ad matrem).  Nok om det og pause i analyserne – her er, hvad de to skuespillere har at sige om Endeavour og Joan.

Opdatering, 17. april 2025: Så nåede jeg frem til seriens næstsidste afsnit og forholdet mellem Joan Thursday og Endeavour får en sidste drejning. I det mellemliggende afsnit er der sket det, at Joan er blevet forlovet med Morses kollega og ven, den stovte, reelle politimand Jim Strange. Og i afsnittet accepterer unge Morse at være parrets forlover. Og umiddelbart ser det ud til at tingene falder på plads for Joan og Endeavour. Og så aligevel ikke helt. For Joans lillebroder Sam, der har været udstationeret som soldat i Nordirland og har haft en traumatisk oplevelse, hvor en kollega blev skudt ved hans side, konfronterer diskret, men skarpsindigt,  Joan med hendes uflorløste forhold til Morse; og hun beslutter sig for at mødes en sidste gang (?) med Morse for at snakke med ham. Men, men, Morse er optaget af seriens helt fundamentale sag, der involverer den højeste politiledelse, og kommer fyrre minutter for sent ti aftalen med Joan. Og nej, Joan og Endeavour får ikke hinanden i serien, selv om de måske elsker hinanden. Men historien om Joan og Endeavour får selvfølgelig en sidste knude i allersidse afsnit – “Exeunt'” – hvor Endeavour biver fordrindret i at være forlover på grund af “arbejde” med sagen om Blenheim Veil, men hvor han også erklærer, at han har elsket Joan fra første gang, han så hende. Men, det er kun i Endeavours hoved som en fantasi eller drøm, at de får hinanden trods reaiteterens stilling.  Joan ender med en  ægtemand, der til forveksling ligner hendes egen far (Freud hvor der du?) og hun er kommet ud over sin ungdomsoprørske fase og har indset, at hun ligner sin egen far på mange måder (noget han også fortæller hende direkte i afsnittet), lige som Sam ligner sin mor. Hun er ikke simpelthen faldet til patten, men har indset, at man ikke helt kan løbe fra den opvækst, man har haft. Noget det fleste nok kan nikke genkendende til. Ungdomsoprør har sine indbyggede grænser.