I kampen med at nå i bund med min sengelektyre, hvor godt og vel tyve bind ligger i to pæne bunker, nåede jeg igennem Jens Folmer Jepsens næsten 400 sider lange biografi om Povl Dissing. Og da jeg fandt den i et lokalt supermarked til en pris, der sagtens kan konkurrere med antikvariaternes, så tænke jeg, at jeg lige ville smide ideen til jer kære læsere. For – selv om jeg har forbehold over for biografier generelt (men lad det nu ligge) – så har det været en fornøjelse af læse Folmer Jepsens bog. Han så en stor stjerne i Povl Dissing og formår med sin lige ud ad landevejen beskrivelse af Dissings liv fra fødsel til død at give et billede – eller om man vil en fortolkning – af en stor kunstner, på godt og på ondt. For Dissing var kunstner helt ind i knoglerne og hans liv var først og fremmest musikerens lod – at optræde, at fortolke musik og at indspille musik. Og man får en billede af en mand, der aldrig siger nej til et job, selv om han godt ved, at det koster på familielivets konto. Og det lykkes for Folmer Jepsen at give et godt indblik i Dissings kunstnersjæl, blandt andet gennem en række små kapitler, hvor mere eller mindre kendte musikere (for eksemp Poul Krebs, Steffen Brandt og Thomas Helmig) beretter og deres personlige kendskab til Dissing og deres syn på ham som kunstner. Ja, der er næsten noget tragisk over Dissing som inkarneret musiker, der hverken kan noder eller akkorder, men finder et personligt udtryk med sin sjælfulde stemme og sin guitar. Og Folmer Jepsen får både det tragiske og det muntre med, sådan som det sig hør og bør i en biografi.

Bogen er smækfuld af underholdende anekdoter og historier fra en langt liv i musikkens tjeneste, og bogen følger Dissing helt frem til hans bortgang den 18. juli 2022, 84 år gammel.

Så hvis du mangler læsestof til din sengelektyre, så slå vejen forbi supermarkedet og læg bogen ned til kartoflerne og weekendvinen. Så vil du være godt underholdt og en smule klogere på hvem den omstridte Dissing egentlig var.