En af mine gamle gymnasiekammerater er førtidspensionist, bor i en lille landsby på vestkysten og har valgt at leve i en analog verden uden mobiltelefon, computer og internet. Det betyder, at jeg – da jeg for et årstid siden skulle i kontakt med ham og gentagne gange havde ringet forgæves til ham på hans fastnettelefon måtte sætte mig ned og skrive et analogt brev til ham. Hvilket jeg gjorde. Jeg fandt et godt stykke papir, som jeg for længe siden havde indkøbt hos en nu nedlagt papirhandel i byen, og min gode fyldepen og skrev et langt brev til ham om mit ærinde og lidt til. Og det var en oplevelse af deja vu og andet. Glæden ved at lade skriften glide hen over papiret, medens jeg omhyggeligt overvejede mit næste ordvalg. Det største problem var nok, at få brevet frankeret, fordi jeg ikke havde frimærker liggende og derfor måtte ty til den digitale udvej, hvor man på postens hjemmeside kan købe og udprinte en moderne form for frankering. Men belønningen var der – min ven blev kisteglad for det brev, fordi han sjældent fik et håndskrevent brev.

Og denne oplevelse kommer ikke til at gentage sig. For i dag kan man læse, at 400 års postbesørget brevpost er en saga blot ved årsskiftet. 1500 postmedarbejdere mister deres job og fra og med januar 2026 er Post Nord bare en blandt mange pakkeforsendelsesfirmaer. Som den tankeløse presse er inde på, så har digitaliseringen sejret ad helvede til. Hvor vi engang havde besværet med papir, kuverter, blæk (eller skrivemaskine) og frimærker, har vi nu den flygtige, tankeløse strøm af emails, tekstbeskeder og andre digitale kommunikationsformer. Væk er den sproglige omhu, eftertanken, glæden ved at meddele sig om noget væsentligt og udsigten til at glæde et andet menneske med sine velvalgte ord. Og væk er et stykke virksomheds- og arbejdskultur omkring forsendelsen af den analoge post. Suk. Jeg ved godt, at jeg er uendelig gammeldags og bagstræberisk, men jeg vil til enhver tid foretrække at vi stadigvæk havde et gammeldags postsystem i en etat, der fik et årligt beløb at gøre godt med. Jeg savner hele den kultur, der var omkring det skrevne brev – lige fra den røde postkasse, det røde postbud, de flotte frimærker, de altid varierende håndskrifter og glæden ved at skrive og læse breve.  Men udviklingen – som nogen kalder det – har sejret. Desværre.