Med mit tv-forbrug, der til stadighed er underlagt et beskæringsblik – som var det et offentligt kontor (hvad det måske også til en vis grad kan siges at være, når det drejer sig om institutionene Danmarks Radio) – er jeg kommet på forkant (som nogen siger…) med tv-krimi-serierne og når nu at se afsnit, der endnu ikke har været vist officielt på DR1 og DR2. Af den årsag landede jeg for to dage siden i serien Kragepigen (The Crow Girl) og har indtaget to afsnit indtil videre af første sæson (sæson nummer to er allerede ved at blive produceret).
Det første indtryk har været, at mystificeringen af seerne når hidtil uopnåede højder. Sagt på en anden måde, så kan man som seer godt glemme alt om at finde svaret på ‘hvem der gjorde det’ med det samme. Det her er sgu ikke Agatha Christie. I det hele taget er serien præget af benævnte mystificering. Hvem er f. eks. kragepigen? Og hvad er hende psykiaterens personlige problem og hendes forsvundne patient?
Hovedrollen indhaves af politikdetektiven Jeanette Kilburn (Eve Miles), der assisteres af psykiateren Sophia Craven (Katherine Kelly) og politiassistenen Lou Stanley (Dugray Scott).
Uden at afsløre for meget, så tyder de to første afsnit på, at vi har med en serie-morder (eller måske flere samarbejdende sådanne) at gøre. I hvert fald finder politiet en ung, afdød mand i en særlig plastikpose. Og siden findes endnu en. Og sporene peger i retning af en pædofil ring, seksuelt orienteret traficking og noget med mænd med magt og sære tilbøjeligheder.
Som antydet, så er jeg ikke i nærheden af en idé om, hvad løsningen på gåden er. Men serien har alligevel indfanget med med sin intelligente sløring af alle spor. Og måske skyldes dette særlige karakteristika, at forlægget skyldes forfatternavnet Erik Axl Sund, der dækker over forfatterparret Jerker Eriksson og Håkan Axlander Sundquist. Og måske er det dette forhold, der fik mig til at tænke på en anden svensker med smag for tilsløring og perversiteter, nemlig Stieg Larsson og hans Millenium-trilogi. I hvert fald mindes jeg ikke at være stødt på en tilsvarende interesse for mystificering hos de mange, gode engelske krimiforfattere.
I hvert fald er Kragepigen spændende nok til at holde mig underholdt (og væk fra dagens kedelige nyheder) et par aftener endnu.

Og nej, jeg har ikke læst romanforlægget, selv om det findes på dansk. For min erfaring er, at mange kriminalromaner er dårligt skrevet (fx Millenium-trilogien – undskyld til alle Larsons fans…).