Også en blind høne finder et kort, siger en gammel talemåde. Og den blinde høne i dette tilfælde er en journalist på DRs nyhedshjemmeside som har forfattet rubrikken (= overskriften): “Børnenes glimmerfest har jubilæum: MGP er rasende populært”. Før vi kom til akronymernes tidsalder hed begivenheden Melodi Grand Prix, og navnet fortalte noget om, at det handlede om melodier og en konkurrence om, hvem der havde lavet den mest populære ved den lejlighed. I dag hedder det bare MGP, for det handler slet ikke eller i hvert fald i minimal grad om melodier og andre musikalske kvaliteter. Sangfestivalen – både den voksne, der er langt ældre, og så børnenes, er for længst degenereret til det, journalisten meget rammende kalder en “glimmerfest”. En fest, hvor udvendigheden – iscenesættelsen (tøj, make-up, sceneudsmykning, lysshow, dansere og andre optrædende og mere til), performansen – og billedet er det altafgørende. Tik-tok, snapchat, instagram og andre sociale medier har for længst overtaget dagsordnen for tv-mediet og hevet tæppet væk under det musikalske indholds betydning. Den tid, hvor en sanger eller sangerinde på en meget enkel scene, akkompagneret af et til lejligheden engageret underholdningsorkester, kunne fremføre en sang, er for længst fortid og en note i historiebøgerne (i bedste fald). Men – lad dem dog, børnene. At de så nok ikke kan huske ret meget af musikken, når de kommer til års, er helt i overensstemmelse med tidsånden, hvor historien slettes lige så hurtigt, som den skrives… Hurtigt videre til næste glimmershow…