Jeg var privilegeret som ungt menneske. Jeg voksede op i Esbjerg. Og der kunne man i 1950’erne og 1960’erne se tysk tv. Og det gjorde vi – i min familie og andres – i allerhøjeste grad. Først og fremmest fordi dansk tv ikke rigtig var kommet i omdrejninger endnu, medens tyskerne nok vidste, hvordan de skulle underholde seerne. Og et bi-produkt af al den tv-seen på tysk var, at vi børn blev ganske glade for det tyske sprog og som konsekvens heraf også gode til tysk i skolen. Jeg husker endnu, hvordan der gik frasagn om, hvor gode til tysk vestjyske børn var, medens resten af de danske unge manglede den skoling, som fjernsynskiggeriet førte med sig. – Helt frem til gymnasiet klarede vi vestjyder os godt i faget tysk. Og faget blev et af mine yndlingsfag.
Men effekten holdt ikke. DR udviklede sig og siden kom der mere til. Satellitkanaler (især på engelsk) og TV2. Men alle disse kanaler gjorde ikke noget for det tyske sprog.
Mange år senere underviste jeg en tid i det sydvestjyske, dog ikke i tysk. Men noget af det første jeg erfarede var, at en gymnasieårgang havde været til skriftlig tysk til den endelige eksamen. Og 15% af de eksaminerede dumpede. Og da jeg fik mere indblik i den pågældende uddannelsesinstitutions holdning til undervisning i tysk gik det op for mig, at der var tale om en klar nedprioritering. Man havde fx undervisere i faget, der knap nok levede op til de minimale uddannelsesmæssige krav, der var til at stå for undervisningen. Og så var der den grundlæggende holdning i ledelsen, hvor tysk blev betragtet som mindre relevant i forhold til andre praktiske fag. Der gik også rygter om, at tyske virksomheder søgte ung dansk arbejdskraft, men veg tilbage, når det viste sig, at de unge nok kunne klare de praktiske fag, men var svage i tysk. Der var også en ledelsesperson, der måtte finde andet arbejde, fordi han ganske enkelt ikke levede op til arbejdsgiverens sprogkrav. Nej, det var sandelig gået ned ad bakke for tyskkundskaberne, siden jeg var dreng og så tysk børnetime, inden jeg skulle i seng.
Og så dukker problemet op igen i kølvandet på tysk økonomis meget omtalte økonomiske krise. Tyske virksomheder opfordrer sine naboer – blandt andet os danskere – til at lære sproget, hvis vi vil komme i betragtning som handelspartnere. Sagt på en anden måde: Hvis vi vil eksportere til Tyskland (og det vil vi, fordi landet er et af vores allerstørste eksportdestinationer) eller have arbejde på tyske virksomheder, så LÆR TYSK. Og det burde få statsministerfruen og hendes regering til at råbe op om sproglig OPRUSTNING og investere mange penge i vores uddannelsessystem, så de sproglige kundskaber kunne øges og styrkes. – Men sådan kommer det nok ikke til at gå. For der er ikke noget nyt i sangen om danskernes mangelfulde tyskkundskaber. Og i et samfund, hvor vi nedprioriterer humanistiske fag på bekostning af såkaldt naturvidenskabelige og teknologiske fag, så er udsigten til en mobilisering af fremmedsprogsundervisningen svær at få øje på.
En af den ting, jeg er uendeligt taknemmelig for, er, at jeg i mine mange år i det danske uddannelsessystem fik lov til at lære sprog. Norsk, svensk, latin, tysk, engelsk og fransk. Det er en gave, jeg bærer med mig hver eneste dag i mit liv. Og som mine bogbunker ved sengen og mine bogreoler hele tiden vidner om. Og jeg holder kundskaberne ved lige netop ved løbende at læse på de nævnte sprog.