Verden er af lave, sagde min gamle far altid. Og tilføjede så: Og det har den altid været. Og de seneste uger har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på de ord. Meget er under forandring efter at en vis herre er kommet til magten i den såkaldt stærkeste nation i verden; og oven i det har vi med forhold at gøre, der heller ikke just peger på stabilitet og optimisme. Jeg tænker selvfølgelig på klimakrisen, der aldrig har været værre endnu, hvor vi for længst har overskredet de 1.5 graders opvarmning af kloden som vi skulle undgå i følge aftalen i Paris. Jovist, verden stander i våde. Krig, klimakrise og økonomisk ditto. Og dertil kommer de politiske kriser rundt om i Vesten, hvor stærkt højreorienterede partier og bevægelser har vind i sejlene og kommer tætter på magtens centrum. Tyskland, Frankrig, bare for at nævne de to mest omtalte.

Og så er der vores egen andedam, hvor de magthavende politikere med Mette Frederisen i spidsen trutter i krigstrompeterne og øremærker milliarder af kroner til militær oprustning. Og i den forbindelse glemmer man undertiden, hvad det er vi skal kæmpe for, når vi taler om Ukraine og at deres kamp er vores kamp. Hvad – for eksempel – med det danske folkestyre?! Skal det ofres på krigens alter? Når jeg spørger, så er det fordi der er tegn, der peger i retning af en svækkelse af det repræsentative folkestyres fungeren. I går fx kom det frem, at regeringen havde smidt Alternativet ud af forhandlinger om nye ungdomsuddannelser med den uldbe begrundelse (fra regeringspartiet Venstre), at Alternativets deltagelse ikke var befordrende for balancen. Hvilken balance? Og hvad med de demokratiske spilleregler, der foresskriver, at alle vigtige beslutninger skal diskuteres mellem alle de folkevalgte i god demokratisk orden? Og i dag kunne man høre krigs- undskyld statsministeren fortælle, at ledelsen af det danske forsvar skulle have mere direkte beslutningsmyndighed, så man undgik lange, besværlige diskussioner mellem de folkevalgte. Hvor demokratisk er det lige?! Og det er bare de tegn på en demokratisk nedsmeltning, der er kommet de seneste dage. Og flere kunne hives frem i lyset fra de foregående måneder. Skal folkestyret være det første offer for den nye krigsoprustningstænkning? Og skal en regering, der i opinionsundersøgelserne ikke har det fulde mandat men er i mindretal, træffe den slags beslutninger hen over hovedet på folketinget?! Så er vi sgu langt ude.