På forsiden af Johannes Andersens nye bog Bob Dylan Nærvær og fravær ser læseren et fotografi af Bob Dylan. Eller – gør han/hun? For der er ikke bare tale om et fotografi, men om et fotografi af Kim Stenslands maleri Robert Zimmerman (2009), filtret ind i blåt. Et maleri af Robert Zimmermann, ikke af Bob Dylan. Så allerede her på omslaget kan vi komme i tvivl om, hvem bogen handler om.
For denne lille indledning til min varmhjertede anbefaling af Andersens bog skal ikke kun forstås som en akademisk spidsfindighed, men som åbning til et af de tilbagevendende problemer, som man møder i litteraturen og i videre forstand i den offentlige omtale af Bob Dylan: Hvem eller hvad fanden er Bob Dylan?! Og som Johannes Andersen formulerer det: Hvad har Dylan gang i?
Problemet eller opgaven møder man igen og igen i de mange bøger om emnet. Og – vil jeg tillade mig at mene – med god grund. For det hænger nøje sammen med hvilken type kunstner Bob Dylan er.
Navnet Bob Dylan er et pseudonym, altså som ordbogen forklarer: et opdigtet navn. Og det er ikke det eneste falske navn, der knytter sig til manden bag – Robert Allan Zimmerman. Faktisk er der en række på spil. Lige fra navnet Robert Allan Zimmerman, der dækker over mandens hebræiske navn Shabtai Zisel ben Avraham, over diverse navne som musiker (fx Elston Gunn og Bob Landy) til Jack Frost, når han optrådte som producer på nogle af sine senere albums. Og netop brugen af pseudonym(er) signalerer, at vi har at gøre med en moderne kunstner, som jeg foreslog i en anbefaling af Johannes Andersen plade Mellem skyernes skygger. Moderne i betydningen: En kunstner, der ’der insisterer på det singulære individs dybt subjektive og dybt personlige fortolkning af den moderne virkelighed, samtidig med at den stod på skuldrende af og øste af en tradition.’ Og en kunstner, der insistere på en distance mellem mennesket bag kunsten og kunstnernavnet. Pseudonymet. En praksis vi kan følge i hvert fald tilbage til 1800-tallet. Som eksempel hos vores egen berømte filosof Søren Kierkegaard, der yndede at bruge en række pseudonymer i sine filosofiske og æstetiske tekster.
Og problemet med et kunstnerisk pseudonym åbner for et andet problem, der for alvor dukkede op i sidste halvdel af forrige århundrede (hvor Dylan netop for alvor brød igennem), og som franskmanden Roland Barthes spidsformulerede i et essay med titlen ”Forfatterens død”, som udgjorde et nærmest programmatisk opgør med traditionens insisteren på forfatterens (og i videre forstand: kunstnerens) hensigter og biografi som forudsætning for læsning af dennes tekster. Teksterne og i videre forstand værkerne taler for sig selv og kan og må ikke reduceres til ophavsmandens intentioner og biografi. Dogmatisk sagt er det herefter ikke muligt at koble tilbage fra værk til ophavsmand. Denne er i princippet død.
Ikke desto mindre har traditionens læsestrategi med dens optagethed af biografi overlevet Barthes og andres radikale angreb. Og tænker vi bare på Bob Dylan, så er rækken af værker, der graver sig dybt ned i mandens levned, stor og omfattende. Og en mulig forklaring på den biografiske læsnings dominans i vor tid er måske, at vi lever i en kulturel sfære, hvor individualismen bliver mere og mere udtalt, som forfatteren er inde på i sin bog (107 f.).
Og uden direkte at komme ind på denne problematik, så foretager Johannes Andersen en fremstillingsmæssigt greb, der faktisk – vil jeg påstå – forholder sig til den her skitserede problematik, idet det både kaster sig ud i biografiske forklaringsforsøg og ender med at finde nøglen til Bob Dylan i værket, dvs. i sangene. Som det står at læse til allersidst i bogen: ”Det er derfor, at det er lige her, vi kan finde Bob Dylan. I hans sange hver eneste dag. Hvor han samtidig er nærværende og fraværende på samme tid. Og uanset hvordan man vender og drejer værket, så er det umuligt at finde andet en en personlig nøgle ind til værket. Nærvær og fravær kan nemlig i bedste fald kun åbnes med personlige nøgler – i flertal!” (196). Hvis jeg har forstået forfatteren ret, så sidder den enkelte læser med nøglen tilværket, sangene. Og bogen er Johannes Andersen personlige nøgle til værket (18).
Men inden vi kommer så langt, så skal vi gennem bogens analytiske del. For i sit forsøg på at finde Bob Dylan (”Hvor er han egentlig henne, når det kommer til stykket?” s. 17) gør Andersen det kloge valg at fortolke en række – otte helt nøjagtig – sange fra mandens lange karriere – begyndende med ”All I really want to do” og frem til ”I Contain Multitudes” . Og gør det ud fra en grunderfaring, dannet gennem et lang livs forholden sig til Dylans værker, af, at Dylan har det med at unddrage sig i sit værk, at han ”i lange perioder først og fremmest [har været] nærværende gennem sit fravær” (17). En slags æstetisk borte-tit-tit-leg kunne man måske sige.
Johannes Andersen følger Bob Dylan fra sine unge år, hvor han går i skole og endnu ikke helt har styr på det engelske sprog og dermed problemer med at forstå Dylans tekster, men alligevel gør sangene indtryk og antyder en stemning og en retning. Også fordi der ofte er tale om gode popmelodier. Men efterhånden som sprogbeherskelsen og dermed forståelsen af teksterne bliver bedre, går det også op for den unge musikelsker, at Bob Dylan er en stor forfører. Illustreret ved det kapitel, hvor Dylan som protestsanger tages op. For her viser det sig, at Dylan godt nok lyder som de protestsangere, han nøje har lært af. F. eks. Woody Guthrie, hvis dødsleje han når at besøge. Men hvor Guthrie og andre rollemodeller for Dylan har klare politiske holdninger, så træder Dylan ikke i karakter som politisk subjekt. Et godt eksempel er klassikeren Blowin’ in the Wind, hvor sangeren ’afmægtigt’ stiller en række spørgsmål, der er i pagt med tidens politisk-emotionelle beredskab, men svarer med den berømte linje: The answer is blowin’ in the wind. Sangen illustrerer, at Dylan godt nok er bevidst om, hvad der rør sig i tidsånden, men han giver ikke noget entydigt svar. Svaret blæser i vinden. Andersen læser et håb ind i linjen, men selv om Dylan udtaler sig med autoritet, så er han langt fra at være en rigtig protestsanger.
Og uden at kommentere alle otte analytiske kapitler, selv om de bestemt fortjener det, så bekræfter de Andersens hypotese ved at vise, at Dylan er nærværende ved at være fraværende. Eller sagt på en anden måde så kuldsejler ethvert forsøg på at holde Dylan fast på noget entydigt på teksternes poetiske karakter. Dylan er – med Rifbjergs udtryk – ikke for fastholdere. Så snart man mener at have fået greb om ham, så er han smuttet som – apropos Rifbjerg – væk som ”et stykke fugtigt sæbe i bruseren” (193).
Det fine ved Johannes Andersens bog, der udgør et savnet supplement til Dylan-litteraturen på dansk, er, at den gennem sine analytiske anstrengelser og forsøget på, at få egne forventninger og forhåbninger til at falde i hak med sangene, får vist, at Bob Dylan er en moderne sangmager og at han som sådan kræver sin læser – med en personlig nøgle. Det er herefter op til hin enkelte læser af bogen at følge Andersens indirekte opfordring til at kaste sig Dylans store værk.
Johannes Andersen. Bob Dylan Nærvær og fravær. Forlaget Hovedland. Udkommer i dag.