I dag står et bestemt punkt på min liste over uopsættelige opgaver: Jeg skal til dyrlægen med min ven hunden, så han kan få klippet sine kløer. Og nej, jeg kan (og vil) ikke selv klippe dem, selv om jeg kunne spare et par hundrede kroner, for det er ikke en øvelse, han sådan  bare indlader sig på uden at vise og bruge sit imponerende tandsæt (Han er af racen tysk Westphalen, der er forsynet med et skræmmende gebis).

Dyrlægen foretrækker – på deres hjemmeside, hvor man bestiller tid – at kalde kløerne for “negle”. Jeg har ikke omtalt det for dyrlægerne, men jeg synes det er i bedste fald vildledende. Og det er også noget af en prøvelse at klippe de kløer. Jeg og en af dyrlægerne har udviklet – over årene – en bestemt, nødvendig taktik for at undgå at blive skambidt. Når først jeg har fået ham ind i konsultationsværelset (hvilket i sig selv er en udfordring, fordi har straks han træder ind over tærsklen til klinikken vender om og søger flugten) løfter jeg ham op på behandlingsbordet, hvor jeg lægger min hånd over hans øjne et øjeblik, så dyrlægen kan iføre ham en passende mundkurv, størrelse small, så den sidder tæt og sikkert. Dernæst er det min opgave, at holde ham fast med begge arme om hans krop. Og selv om han er 11 år og overvægtig, så er det ikke fedt det hele under hans kraftige pels. Nej, han er misundelsesværdig muskuløs og bruger sine kræfter på at vride sig fri af mit greb. Derfor ender jeg med at være ret så udmattet, når seancen er ovre og han – omsider – kan få sin velfortjente godbid (et stykke tørret pølse). Så er det kun tilbage at betale ved kasse et, få et kryds på rabatkortet (for vi kommer cirka hver anden måned, når han begynder at blide kløer igen) og så ellers køre den korte strækning hjem, hvor han kan lægge sig på sofaen og se ud som om han både er lettet og lidt misfornøjet over sådan at blive mishandlet af sin ejermand. Og min belønning er en god kop kaffe.