At klippe kløer..

Author:

I dag står et bestemt punkt på min liste over uopsættelige opgaver: Jeg skal til dyrlægen med min ven hunden, så han kan få klippet sine kløer. Og nej, jeg kan (og vil) ikke selv klippe dem, selv om jeg kunne spare et par hundrede kroner, for det er ikke en øvelse, han sådan  bare indlader sig på uden at vise og bruge sit imponerende tandsæt (Han er af racen tysk Westphalen, der er forsynet med et skræmmende gebis).

Dyrlægen foretrækker – på deres hjemmeside, hvor man bestiller tid – at kalde kløerne for “negle”. Jeg har ikke omtalt det for dyrlægerne, men jeg synes det er i bedste fald vildledende. Og det er også noget af en prøvelse at klippe de kløer. Jeg og en af dyrlægerne har udviklet – over årene – en bestemt, nødvendig taktik for at undgå at blive skambidt. Når først jeg har fået ham ind i konsultationsværelset (hvilket i sig selv er en udfordring, fordi har straks han træder ind over tærsklen til klinikken vender om og søger flugten) løfter jeg ham op på behandlingsbordet, hvor jeg lægger min hånd over hans øjne et øjeblik, så dyrlægen kan iføre ham en passende mundkurv, størrelse small, så den sidder tæt og sikkert. Dernæst er det min opgave, at holde ham fast med begge arme om hans krop. Og selv om han er 11 år og overvægtig, så er det ikke fedt det hele under hans kraftige pels. Nej, han er misundelsesværdig muskuløs og bruger sine kræfter på at vride sig fri af mit greb. Derfor ender jeg med at være ret så udmattet, når seancen er ovre og han – omsider – kan få sin velfortjente godbid (et stykke tørret pølse). Så er det kun tilbage at betale ved kasse et, få et kryds på rabatkortet (for vi kommer cirka hver anden måned, når han begynder at blide kløer igen) og så ellers køre den korte strækning hjem, hvor han kan lægge sig på sofaen og se ud som om han både er lettet og lidt misfornøjet over sådan at blive mishandlet af sin ejermand. Og min belønning er en god kop kaffe.

2 thoughts on “At klippe kløer..”

  1. Den manøvre misunder jeg dig virkelig ikke. Håber ikke, han bærer nag!
    Her i huset har vi vores hyr med at få katten ind i transportkassen og hen til det årlige sundshedstjek, og selv om det kun er en gang om året, har vi valgt at betale dyrlægen for at komme hjem til os og foretage det nødvendige, herunder indfange kræet, der er altid stikker af og kryber i dækning dækning under sofaen. Pengene er godt givet ud.

    1. @Uffe Jerner: Jeg betaler gerne de kr. 272,29 for at give min ven den ro, der følger med klipperiet. For slet ikke at tale om den ro, der sænker sig over familien i det hele taget. Så den udgift figurerer på linje med tandlægebesøg og frisørditto i mit pensionistbudget. Og denne gang gik det forbavsende let, fordi min ven var knap så eksalteret og lægedamen forstod sin rolle (som jeg nøje instruerede hende i for at forhindre ethvert tilløb til eskalering…). Næste tur er om to måneder cirka.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *